Tre rådmænd vil midlertidigt af med skoleleder i Agedrup

Sager om grænseoverskridende adfærd blandt eleverne på Agedrup Skole, flere episoder med knivtrusler og senest intern kritik af 22 lærere for ledelsesstilen har gjort presset på skoleleder større. Tre rådmænd ønsker skolelederen afsat midlertidigt.

Tre rådmænd danner nu fælles front i ønsket om at få afsat skolelederen på Agedrup Skole, Christian Gantzhorn Hovendal, midlertidigt.

Det er arbejdsmarkeds- og socialrådmand Christoffer Lilleholt (V), by- og kulturrådmand Søren Windell (K) og sundhedsrådmand Tommy Hummelmose (K), der ytrer ønsket i slipstrømmen på læreres kritik af skolens ledelsesstil, som kom frem torsdag, da TV 2 Fyn kunne afsløre indholdet af et brev sendt af 22 lærere på skolen.

- Lærernes kritik får mig bare til at tro mere på, at en midlertidig suspendering af Agedrups leder er nødvendig. Der er flere og flere ting, der peger på, at ledelsen på Agedrup Skole er en del af udfordringen, siger Christoffer Lilleholt og fortsætter:

- Børn- og Ungeudvalget har besluttet at sætte en ekstern undersøgelse i værk, men den får vi først resultaterne af om seks måneder. Det er først der, vi finder ud af, hvad der virkelig er op og ned i det her. I mellemtiden mener jeg, der er behov for, at vi indsætter en midlertidig skoleleder, måske en, som har erfaring med at få styr på netop de udfordringer, de står med på Agedrup Skole lige nu.

De betragtninger støtter de to øvrige rådmænd Christoffer Lilleholt i.

- Vi mener stadig fra Konservatives side, at der er brug for en ny midlertidig ledelse på Agedrup Skole. Der er noget galt på Agedrup Skole, og lærernes kritik har selvfølgelig styrket os i den betragtning, siger Søren Windell, som bakkes op af sin partikollega Tommy Hummelmose:

- Vi har fra første dag sagt, at det vil være det rigtige at indplacere en ny midlertidig ledelse og fritage Christian Hovendal Gantzhorn fra opgaven her i den akutte fase. Vi mener ikke, at han er den rigtige til at løse de problemer, som han helt tydeligt selv er en del af.

11-års tæsk og trusler med kniv

TV 2 Fyn har rakt ud til Christian Hovendal Gantzhorn for at høre hans holdning til en midlertidig ledelse på skolen, men han har ikke ønsket at medvirke i denne artikel. 

Heller ikke direktøren for Børn- og Ungeforvaltningen, Hanne Dollerup har kommentarer for nuværende til de tre rådmænds udmelding. Pædagogisk chef i skoleafdelingen, Michael Plauborg Jensen, skriver i et skriftligt svar:

- Vi er lige nu i gang med at håndtere henvendelsen fra en del af lærerne på Agedrup Skole. Det gør vi i vores organisation efter gældende procedurer. Her handler det om en arbejdsplads, hvor fælles retning, enighed og gensidig tillid aktuelt er under pres, og det skal der laves en proces for i den kommende uge.

Formand for Odense Lærerforening, Charlotte Holm, er enig i, at noget må gøres.

- Det, vi er rigtigt bekymrede for, er selvfølgelig lærernes arbejdsmiljø derude, som er rigtig rigtig hårdt presset, siger hun til TV 2 Fyn og uddyber:

- Det er jo også rigtigt dårligt omdømme for hele folkeskolen, når man ser det udefra, og ikke specifikt på Agedrup.

- Vi tager det meget alvorligt, når 22 lærere henvender sig på den måde. Der er brug for, at der bliver sat handling bag nu, for ellers kommer pilen til at pege på dem (forvaltningen, red.) siger Charlotte Holm.

Rådmand tordner igen: - De svigter deres ansvar

Ifølge børn- og ungerådmand i Odense Kommune, Susanne Crawley (RV), er det alt andet end i orden, at politikerne på den måde hænger ledelsen på Agedrup Skole til tørre:

- Den måde, man agerer på i offentligheden, der er man nødt til at tage det ansvar, der medfølger ved at være toppolitiker, siger hun til TV 2 Fyn og fortsætter sin bredside:

-  Medarbejderne i Odense Kommune har rettigheder og krav på ordentlighed. Det er ikke i orden, at man bliver diskuteret med navns nævnelse offentligt i pressen. Jeg synes, de svigter deres ansvar. Jeg synes, det uordentligt. Vi har systemer til den slags, og derfor det er forkert, det de har gjort.

Sagen kom til offentlighedens kendskab, da over 100 forældre til elever på Agedrup Skole i midten af februar sendte et bekymringsbrev over uacceptabel adfærd blandt skolens elever, der blandt andet omfattede "11-års tæsk", trusler med kniv og seksuelle krænkelser. Siden viste kommunens egen afdækning, at ledelsen har været bekendt med en række af de omtalte episoder, og at fire elever er meldt til politiet.

Oversigt

    Oversigt