Knive, kvælertag og 11-års tæsk: 113 forældre råber op om uacceptabel elevadfærd på skole

113 forældre sender bekymringsskrivelse til politikere og embedsværk i Odense Kommune. Elever helt ned til 4. klasse har ifølge skrivelsen været udsat for trusler med kniv.

Tre initiativtagere med underskrifter fra 113 forældre på Agedrup Skole i Odense beskylder skolens medarbejdere for ikke at handle i tilstrækkelig grad på uacceptabel adfærd blandt skolens elever.

TV 2 Fyn er i besiddelse af brevet med underskrifterne og beskyldningerne, der i dag er afleveret til skoleledelsen og embedsværket.

Adfærden dækker ifølge forældrene over en lang liste af konkrete tilfælde, der blandt andet indeholder trusler med kniv i helt ned til 4. klasse, seksuelle krænkelser, tæsk når en elev fylder 11 år kaldet "11-års tæsk" og indtag af alkohol og euforiserende stoffer på skolen.

Ifølge forældregruppen er der grundet de manglende konsekvenser opstået en forrået kultur blandt eleverne, hvor der opildnes til den brutale adfærd, og hvor mange elever er utrygge i dagligdagen.

I bekymringsskrivelsen fremgår det, at ingen af de konkrete episoder har medført bortvisning - hverken midlertidigt eller permanent.

Konkrete eksempler

"Handlingslammede"

Det fremgår af skrivelsen, at forældrene har forsøgt at konfrontere skolen med, hvordan det kan være, at skolen ikke straffer de elever, der udøver den grænseoverskridende opførsel.

Men ifølge initiativtagerne til bekymringsskrivelsen er det deres opfattelse, at lærerne føler sig handlingslammede, frustrerede, trætte og opgivende. Forældrene beretter om en påfaldende tavshed, når der stilles spørgsmålstegn ved skolens "konsekvensløse pædagogik".

Initiativtagerne skriver sidst i skrivelsen, at de af flere gange har forsøgt at råbe skolens ledelse op. Derfor har de følt sig nødsagede til at skrive bekymringsskrivelsen, som også er sendt til flere medier.

- En pokkers masse unge er bange

TV 2 har talt med David Kieler, der er en af initiativtagerne bag skrivelsen. Han er far til en dreng på skolens 8. årgang, hvor der især har været flere episoder – blandt andet er hans egen søn blevet truet med en kniv i skolens omklædningsrum.

David Kieler forklarer, at mange forældre på tværs af årgangene på skolen i halvandet år ifølge dem selv har forsøgt at råbe skoleledelsen op.

- Enten har skolen ikke de rigtige værktøjer og ellers bliver de ikke brugt, hvis de værktøjer findes. Vi har haft nogle voldsomme episoder, og vi har en pokkers masse unge mennesker, der er bange for at være på skolen, siger han.

Der er problemer på alle årgange, forklarer forælder

Sammenlagt har forældrene på 8. årgang ifølge David Kieler i løbet af halvandet år været til fire eller fem møder på skolen – både fællesmøder og individuelle møder.

- Vi efterlyser konkrete tiltag, men vi har på møder fået at vide, at ledelsen ikke tror på straf eller konsekvenser, og at de tror, at pædagogikken vil sejre. Vi er bange for, at det tager for lang tid, siger han.

Ifølge David Kieler er der ikke tale om en bestemt gruppe af børn eller unge, der står bag de mange episoder, men derimod en kultur, der er løbet løbsk på alle skolens årgange. I februar startede en gruppe af forældre med børn i alle aldre derfor en underskriftsindsamling.

- I den forbindelse fik vi mange flere nye henvendelser om episoder og problemer, som vi ikke kendte til, siger han til TV 2.

Det var blandt andet TV 2s dækning af overgreb og vold på Borup Skole i Køge, der nu har fået forældrene til at sende bekymringsskrivelsen bredt ud.

Kommune er ved at danne sig et overblik

Odense Kommune skriver i en mail til TV 2 Fyn, at kommunen ser på sagen med stor alvor. Man har dog ikke haft tid til at undersøge indholdet af brevet endnu:

- Forvaltningen har modtaget henvendelsen samtidigt med pressen. Vi ser på sagen med stor alvor. Vi er naturligvis interesserede i, at vores skoler er gode og tillidsvækkende. Det gælder for både børn, forældre og medarbejdere. Vi er i gang med at danne os et overblik over de rejste kritikpunkter, hvordan der er handlet på de konkrete punkter, samt ikke mindst hvad det måtte kalde på af handling den kommende tid, siger  Odense Kommunes skolechef, Nikolaj Juul Jørgensen

TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Christian Gantzhorn Hovendal, der er skoleleder på Agedrup Skole. Han har dog meddelt at han ikke ønsker at stille op til interview..

Oversigt

    Oversigt