Ukrainske Anna og familien tvunget ud af Odense-lejlighed - ukrainske soldater skal flytte ind

Ukrainske Anna Reshetniak, hendes to små børn og hendes kræftsyge mor skal flytte to gange på 11 dage. Sårede ukrainske soldater har brug for familiens lejlighed, siger rådmand.

11 dage.

Så længe kunne Odense Kommune ikke vente på, at en ukrainsk flygtningefamilie fik adgang til deres nye bolig.

Torsdag morgen kom flyttefolkene og hentede familiens ting i lejligheden på Nyborgvej. Den 1. februar får de nøglerne til deres nye bolig. Indtil da skal familien bo på indkvarteringscenteret på det tidligere plejecenter på Hjallesevej.

Anna Reshetniak fortæller, at hun har spurgt kommunen, om det er muligt at blive boende, så familen slap for at flytte to gange på 11 dage.

- De sagde nej. Det kan ikke lade sig gøre, siger Anna Reshetniak.

For 28-årige Anna Reshetniak drejer det sig ikke kun om de 11 dage på et midlertidigt sted. Det drejer sig også om, at skulle håndtere datteren Ivana på snart fire år og den otte måneder gamle lillesøster Victoria, som er født efter ankomsten til Danmark sidste år.

Dertil kommer hendes mor, som i sommer fik konstateret kræft og er under behandling.

Tirsdag fik familien et brev med besked om, at de skulle flytte torsdag klokken 10.00.

I lejligheden skal der indkvarteres sårede ukrainske soldater. Det har Anna Reshetniak fuld forståelse for, men hun undrer sig over, at naboen er flyttet og har fået lov til at lade møblerne stå.

- De tillader at møbler bliver, men ikke mennesker. Det bliver hysterisk sjovt, fordi man ikke forstår det. Det er som en joke, siger en frustreret Anna Reshetniak.

To muligheder på center

På indkvarteringscenteret kan familien vælge mellem et værelse eller at dele en lejlighed med tre andre ukrainske familier.

Det har de takket nej til.

- Jeg vidste, at vi ville få problemer med at sove. Victoria er ved at få tænder, og den store kan ikke forstå, at hun skal være stille, hvis jeg prøver at få babyen til at sove, siger Anna Reshetniak.

Rådmand Søren Windell, By - og Kulturforvaltningen: - Der er altså nogen, der har mere brug for den lejlighed end den familie, der bor der nu.
Rådmand Søren Windell, By - og Kulturforvaltningen: - Der er altså nogen, der har mere brug for den lejlighed end den familie, der bor der nu.
Foto: Alexander Aagaard

Rådmand Søren Windell (K) fra By - og Kulturforvaltningen erkender, at det er en skidt situation, som Anna Reshetniak og hendes familie står i, men reglerne er fulgt, siger han.

Han fastholder samtidig, at lejligheden skal være ledig for at kunne modtage sårede soldater, og at kommunen løbende får besked fra Udlændingestyrelsen om, hvornår den skal tage imod sårede soldater, som kommunen så får ansvaret for.

- Det er en ulykkelig situation, hvor der ikke er nogen vindere. Der er kun tabere, når der er krig. Særligt blandt de civile ofre, men der er altså nogen, der har mere brug for den lejlighed, end den familie der bor der nu, siger rådmanden.

Han kan ikke oplyse, hvornår der vil flytte sårede soldater ind i lejligheden, men fortæller at kommunen har en forpligtelse til at modtage soldaterne, og at lejligheden er indrettet til plejekrævende personer.

- Der er det altså vurderingen, at de har mere brug for den, end den her familie, og det er vi nødt til at reagere på. Vi har kun den mængde boliger, vi har, siger Søren Windell.

Han tilføjer, at soldaterne har brug for ro og pleje, og det egner indkvarteringscenteret på Hjallesevej sig ikke til.

Taler generelt

Rådmanden vil desuden ikke gå ind i den konkrete sag om Anna Reshetniak og hendes familie. 

Han pointerer samtidig, at lejlighederne på Nyborgvej er indrettet handicapvenligt, så plejepersonale for eksempel har den nødvendige plads omkring senge. 

Det hjælper dog ikke Anna Reshetniak. 

Hun har hele tiden har vidst, at lejligheden på Nyborgvej var midlertidig. Hun er blevet orienteret under hele forløbet, og fortæller, at kommunen i december fortalte , at familien kunne flytte inden jul.

Søren Windell har mest fokus på at hjælpe dem, som kommunen får besked på. 

Får det dig til at tænke, at kommunen måske skal være knap så rigid i sin holden på retten?

- Jeg køber ikke præmissen om, at man er rigid. Jeg køber præmissen, at vi får en henvendelse til Udlændingestyrelsen om, hvem er det, vi nu skal tage os af, og her er det de sårbare soldater, som har været udsat for krig på en anden måde end den her familie har. Hvor tragisk det end er for den her familie, der skal flytte, så er der altså bare nogen, der har mere brug for den lejlighed.

- Det er det, vi tager tager hensyn til, og det er det, vi skal agere ud fra, svarer Søren Windell.

Anna Reshetniak har ikke den dialog, der har været med kommunen siden begyndelsen af december, på skrift. Her var meldingen, at familien skulle være ude af lejligheden senest i februar.

Den dialog kender Søren Windell ikke noget til, men siger at han vil kigge nærmere på procedurerne.

- Vi er flere forvaltninger, der er inde over her, men jeg vil gerne være med til at sikre, at vi får en bedre opfølgning på det her, og at vi fremadrettet sørger for, at der også er skriftlige aftaler, så vi undgår en situation som denne her.

Vi har spurgt kontorchef Gitte Bech i By- og Kulturforvaltningen ind til sagen. Se spørgsmål og svar her.

Oversigt

    Oversigt