Ung mand idømt to års fængsel for knivstik i Vollsmose

To mænd på 20 og 44 år er fredag blevet dømt ved Retten i Odense efter to knivstikkerier i april i Vollsmose.

To mænd, der er 20 og 44 år, er blevet idømt henholdsvis to års fængsel og ni måneders fængsel efter to knivstikkerier begået i april i Birkeparken i Vollsmose.

Knivstikkeriet foregik mellem tre personer, fortæller anklager ved Fyns Politi Klaus Lauridsen.

Den 44-årige blev stukket og var efterfølgende i livsfare. Det skete, efter at han selv havde stukket en person med et ikke-livstruende stik. Han fik ni måneders fængsel.

Personen, der gav det livstruende stik, den 20-årige tiltalte, blev idømt to års fængsel. Vedkommende var i familie med ham, der ikke fik det livstruende knivstik. 

Visitationszone efter knivstikkeri

Knivstikkeriet skete 19. april i år.

I samme periode skete der flere knivstikkerier i Vollsmose, hvilket førte til oprettelsen af en visitationszone i området.

Dog afviser Klaus Lauridsen, at knivstikkeriet er banderelateret eller har noget med andre knivstikkerier i perioden at gøre.

Den 20-årige mand ankede dommen, men er fortsat fængslet, som han har været siden maj. 

Den 44-årige modtog dommen og en advarsel. Han blev løsladt, da han allerede har afsonet dommen i fængsel siden april.

Oversigt

    Oversigt