Den danske håndboldlandsholdsspiller Mia Rej fik en frygtelig indledning på det nyligt afsluttede VM i håndbold.
I åbningskampen faldt hun til jorden med en knæskade, som viste sig at være et ødelagt ledbånd. VM var slut for den uheldige playmaker. Men nu er der gode nyheder fra Rej.
Odense-spilleren takker på klubbens Facebook-side for den opbakning, hun har fået efter skaden og tilføjer:
- Jeg er allerede så småt i gang med genoptræningen, og den går langsomt, men planmæssigt fremad, lyder det fra Rej, 18 dage efter hun blev båret fra banen i Spanien.
Hun nævner dog ikke noget om, hvornår hun regner med at være tilbage i kampen for sin klub eller landsholdet.
Trods sin egen ærgerlige VM-skæbne har Mia Rej fulgt holdets videre færd i turneringen hjemmefra. Og hun har trods sin personlige ærgrelse godt kunnet juble med holdet.
- Det glæder mig, at det danske landshold igen har vundet medaljer. De (spillerne, red.) har været helt outstanding og virkelig fortjent at få bronzen med hjem, siger Mia Rej.
Danmark tabte efter en dramatisk semifinale med et enkelt mål til Frankrig, men i bronzekampen to dage senere sikrede danskerne holdets første slutrundemedalje siden bronzemedaljerne ved VM i 2013.
De danske kvinder vandt bronzekampen med 35-28 over værtsnationen, Spanien, i weekenden.