Til kronprins Frederiks fødselsdagsfest Royal Run i de fem største danske byer, løb kronprinsesse Mary som ventet ti kilometer i Odense som det eneste sted.
I videoen øverst i artiklen kan du se kronprinsessen løbe tikilometerruten på de odenseanske gader og stier.
Kronprinsessen havde forud for løbet sagt, at hun vil gennemføre på omkring 50 minutter. Hun kom tilfreds i mål på 53 minutter og 10 sekunder.
- Jeg løb langt over evne og fitnessniveau på grund af Odenses fantastiske heppekor hele vejen rundt. Det er helt vildt, siger kronprinsesse Mary, lige efter hun kom i mål.
Kort forinden havde kronprins Frederik løbet en mil i det centrale Odense. Det var hans fjerde ud af i alt fem løbeture i de største danske byer.
Her løb Mary gennem Odense
Ruten på ti kilometer gik ned ad Jernbanegade til Slotsgade. Herefter gik turen ad Kongensgade og ned til Vestergade.
De flere end 3.000 tikilometerløbere og kronprinssen løb herefter ud af byen mod Vesterbro ad Vestergade. Herefter løb de til Falen, forbi Ansgars Kirke og ud og omkring Hunderupskolen. Herfra krydsede de ud til Søndre Boulevard og løb ned til Odense Å.
De fulgte herefter åen til Munke Mose midt i byen, gennem Eventyrhaven og ud til Østerbro i Odense, hvor de vendte og løb retur langs åen til byens centrum. Tikilometerruten sluttede på samme måde som one mile-ruten tæt på slottet i Kongens Have.
Mary løb med sine fire børn inden Odense-løbet
Odense var dog ikke det eneste sted, hvor kronprinsessen løb i forbindelse med Royal Run. Tidligere på dagen løb kronprinssessen med sine fire børn i København.
Mens kronprinsen var i Aalborg mandag formiddag, løb Danmarks kommende dronning en mil med prins Christian, prinsesse Josephine og prins Vincent. Prins Christian kom først i mål.
Flere end 7.000 løbere havde tilmeldt sig Royal Run i Odense. Ud over de cirka 3.000 på tikilometerruten var flere end 4.000 tilmeldt one mile-løbet. På landsplan var der flere end 70.000 danskere med løbesko på.
Danmarks kommende konge fylder 50 år den 26. maj.