Det skal være op til odenseanerne at beslutte, om Fjernvarme Fyn skal sælges til Energi Fyn.
Det mener både Konservative og Enhedslisten i Odense, der vil fratage byrådsmedlemmerne muligheden for at træffe beslutningen og i stedet lade salget være op til folkeafstemning.
Konservative i Odense har aldrig før stemt for en folkeafstemning, men det er nødvendigt nu, mener byrådsmedlem Tommy Hummelmose (K).
- Den her sag er meget, meget stor, og vi skal huske på, at vi taler om salg af odenseanernes værdier. Der er store uenigheder om, hvorvidt det er rigtigt, fortæller Tommy Hummelmose.
Proforma-borgermøder
Enhedslistens byrådsmedlem Søren Freiesleben er enig med Konservative.
- Vi mener, at det er en beslutning, der skal træffes af byens borgere. Vi synes, det vil være en kæmpe sejr for demokratiet, hvis vi får en folkeafstemning, siger han.
Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) har kaldt odenseanerne til borgermøde, men det er langt fra tilstrækkeligt.
- Det vil være godt for byen og borgerne, at der er en rigtig medinddragelse og ikke bare en proforma med borgermøder, hvor 800 kan møde op, mener Søren Freiesleben.
6.000 imod et salg
Flere end 6.000 personer har i en facebookgruppe erklæret sig imod salget af Fjernvarme Fyn. Samtidig har borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og viceborgmester Tim Vermund (S) ifølge Konservative givet klart udtryk for, at de er fortalere af et salg.
- Vi mener, at der er så store forskelle i holdningerne, at en vejledende folkeafstemning er på sin plads, siger Tommy Hummelmose.
Hvis det ender med et salg, får Energi Fyn lov til at købe Fjernvarme Fyn for 900 millioner kroner.