Tirsdag aften fik en medarbejder på Ortopædkirurgisk Afdeling O på Odense Universitetshospital (OUH) og Svendborg Sygehus symptomer og meldte sig derfor syg frem for at gå på arbejde.
Fredag fik den ansatte svar på sin covid-test, der var positiv. Siden da har medarbejderen opholdt sig i sit hjem.
Det oplyser OUH i en pressemeddelelse.
-Patienter som har været på Ortopædkirurgisk Afdeling O på Odense Universitetshospital eller Svendborg Sygehus i denne uge behøver ikke være bekymrede. Vores smitteopsporing har vist, at medarbejderen ikke har været i nær kontakt til patienter. Den vurdering deler Styrelsen for Patientsikkerhed. Til gengæld har vi sendt yderligere fire ansatte i afdelingen hjem, selvom de ikke udviser symptomer på COVID-19, siger lægelig direktør på OUH Michael Dall i pressemeddelelsen.
Den COVID-positive medarbejder er nu i hjemmeisolation, indtil 48 timer efter symptomophør. De øvrige fire medarbejdere skal være symptomfri og kunne fremvise negative COVID-19-test, inden de kan møde ind på arbejde igen.
Ortopædkirurgisk Afdeling O har en størrelse, som gør det muligt at håndtere situationen, uden at det får betydning for planlagte patientaftaler, oplyser OUH i pressemeddelelsen.