Lokal nedlukning i Odense kan komme på tale

Sundhedsmyndigheder vil mandag tage stilling til, om der er behov for lokale nedlukninger i smitteramte byer.

De seneste dage er antallet af smittede med coronavirus steget. Det gælder særligt i Odense og København.

Myndighederne har mulighed for at lave lokale nedlukninger.

Og det kan komme på tale om kort tid, hvis smitten fortsat stiger, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde:

- Lokale nedlukninger er en af de muligheder, der ligger aller øverst i vores værktøjsskuffe. Vi kigger på tallene igen i weekenden. Og hvis det er relevant, så er det noget af det, vi vil gribe til, siger Magnus Heunicke.

Sundhedsmyndighederne vil efter weekenden tage stilling til, om smittetallet bliver ved med at stige, og om lokale nedlukninger vil blive nødvendigt.

Det fortæller konstitueret direktør Anette Lykke Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed på pressemødet.

UCL-uddannelse hårdt ramt

I Odense står læreruddannelsen på UCL for en stor del af de nye smittetilfælde med covid-19. Siden søndag er i alt 37 fra den samme uddannelse konstateret smittet med coronavirus.

Ifølge Magnus Heunicke er det formentlig én person, der har smittet alle de første 30 studerende på UCL ved én aktivitet.

- Vi skal være hurtige til at stoppe smitten, siger Magnus Heunicke. 

Skolen har i alt hjemsendt 1.072 elever, der ikke må vende tilbage til skolen, før de to gange er blevet testet negativ for coronavirus. 

Alle uddannelsens elever skal foreløbigt modtage hjemmeundervisning i to uger.

Nyeste tal

Den daglige opdatering fra Statens Serum Institut viser fredag, at der det seneste døgn er registreret 173 nye smittetilfælde med corona. Antallet af indlagte med covid-19 er steget med en person til 18.

88 ud af 98 kommuner har haft smittede de seneste uger. 14 kommuner har mere end 20 smittede per 100.000 borgere.

I øjeblikket er det særligt unge og yngre voksne, som bliver smittet med coronavirus.

- Værktøjerne vil være helt afhængige af, hvor der er stigninger. Lige nu kan vi se en stigning i den unge generation. Vi kan se, at de bliver smittet i deres fritid. Vi kan se, at der bliver holdt flere ungdomsfester end tidligere, siger Magnus Heunicke.

- Men de konkrete værktøjer vil myndighederne tage stilling til ud fra situationen.

Oversigt

    Oversigt