Har du set Sisse? Nytårskrudt jog Christinas hund på flugt
kopieret!
- Vi har det virkelig ikke særlig godt. Vi vil bare så gerne have hende hjem.
Sådan lyder det fra Christina Plougheld, der siden nytårsaften har ledt efter sin hund Sisse.
Christina havde taget sine to hunde med ind til en veninde i Odense på Nyborgvej, hvor de alle kunne fejre nytår sammen. Lidt efter klokken 23 gik det dog galt, fortæller hun til TV 2 Fyn.
- Jeg går rundt ude i gården med dem, da der kommer et brag. Sisse bliver forskrækket, og da der kommer et brag mere, får hun vristet sig fri af sin sele og forsvinder.
Har ledt og ledt
Christina Plougheld blev fanget mellem sine to hunde, og først da hun havde fået den anden hund ind i lejligheden, kunne hun suse ud på gade og lede efter Sisse. Men der var hendes hund, som er en dansk-svensk gårdhund med labradortræk, for længst væk.
- Jeg fik fat i min kæreste, der var til en anden fest et andet sted i byen. Han kom og hjalp mig med at lede, men selv om vi efterhånden var en del, der ledte i halvanden time, så kunne vi ikke finde hende.
Og sådan har det været lige siden, fortæller Christina Plougheld, der efterfølgende har fået at vide, at Sisse blev spottet i fuldt spring ned af Fabersgade.
Søndag er Christina igen ude og lede Odense tyndt efter sin hund. Har man bevæget sig forbi en lygtepæl i Odense efter nytårsaften, har man nok heller ikke kunne undgå at se en seddel med Christinas efterlysning af sin hund.
Men selvom eftersøgningen har stået på en lille uges tid, så har det været småt med henvendelser fra folk, der har set Sisse.
Masser af telefonfis
Omkring 15 henvendelser vurderer Christina Plougheld har været fra unge, der har set hendes nummer på efterlysningssedlerne, og har lavet telefonfis med hende.
- Mange af dem ringer med hemmeligt nummer, og derfor er jeg stoppet med at tage opkald fra hemmelige numre, fortæller hun og opfordrer derfor folk til at ringe til Fyns Politi på 114, hvis man har oplysninger om Sisse.
En enkelt brugbar henvendelse er det dog blevet til. Det var fra nogen, der havde set en løs hund ved H.C. Andersens Museet i fredags.
- Der har vi selvfølgelig også været, og vi har efterspurgt overvågning fra museet, som vi afventer svar på nu, fortæller Christina Plougheld.
Hun opfordrer folk til at kigge i deres haver, skurer, garager og andre gemmesteder, hvor hunde kan søge hen for ly og læ.
- Folk er måske ikke så meget i haven på denne tid af året, og derfor kan det være et bedre sted at lede. Det er oftest ikke på sin gåtur, man finder en hund, da de typisk vil forsøge at gemme sig, slutter hun og tilføjer, at selvom hun håber Sisse er i live, så er hendes største håb at få vished og en afklaring.
Sisse beskrives som en lille sort og hvid hund, der er uden sele og halsbånd.