GOG er klar til semifinale - BSH nærmer sig

Håndboldherrerne fra GOG er klar til DM-semifinalerne. På udebane vinder fynboerne med 36-28 over Sønderjyske.

Semifinalerne i herrernes håndboldliga begynder for alvor at tage form.

Onsdag tog Aalborg Håndbold og TTH Holstebro de to første billetter, og torsdag fik de to hold følgeskab af GOG, der besejrede Sønderjyske 36-28 på udebane.

Bjerringbro-Silkeborg er desuden tæt på efter en sejr på 27-23 ude over KIF Kolding og kan også stadig nå førstepladsen i slutspilsgruppen.

Førerholdet GOG sidder dog tungt på den med ni point, mens BSH er nummer to med seks point.

Sønderjyske og KIF Kolding har begge to point på de efterfølgende pladser, og Bjerringbro-Silkeborg mangler kun et enkelt point for at snuppe den sidste plads i semifinalerne.

KIF Kolding kunne ellers have åbnet gruppen på vid gab med en sejr hjemme over BSH.

Som det var tilfældet tidligere i sæsonen, ydede KIF Kolding da også stor modstand tidligt i kampen og var foran ved pausen, men BSH-træner Peter Bredsdorff-Larsen var ikke nervøs undervejs.

- Kolding spillede igen en fin kamp. De gjorde det svært for os at score mål og brød rytmen for os med syv mod seks-spil.

- Vi ved, at man skal holde tungen lige i munden, og at det ville tage tid, før vi fik kontrol over kampen. Det gjorde det også, men jeg synes, at vi fra starten af anden halvleg havde rimelig kontrol, siger han.

Koldingenserne tog kampens første føring, men måtte herefter vente mere end 18 minutter på at bringe sig foran igen.

Holdene fulgtes ad, indtil KIF trak en anelse fra, og Peter Balling bragte hjemmeholdet foran 14-11 med få sekunder til pause. Det lykkedes dog Jacob Lassen at reducere føringen til to mål ved pausen.

Tim Winkler i KIF-målet stod med en redningsprocent på mere end 35 i første halvleg og var en vigtig årsag til, at holdet gik ind til anden halvleg med en føring.

Men efter pausen skruede favoritterne op for effektiviteten og udlignede hurtigt til 15-15.

Ligesom i første møde mellem holdene i slutspillet gik gassen af ballonen hos KIF Kolding, som sakkede længere og længere bagud.

- Vi er kun bagud med to mål, påpegede Kolding-træner Andreas Toudahl i en timeout.

Men hullet blev blot dybere, som halvlegen skred frem, og da Mads Kjeldgaard Andersen 11 minutter inde i anden halvleg bragte gæsterne foran med fire mål, lugtede det af en tidlig afgørelse.

Føringen nåede ad flere omgange op på fem mål, og i de sidste ti minutter af kampen handlede det mest af alt om sejrens størrelse.

GOG gik ind til udekampen mod Sønderjyske med visheden om, at et point var nok til at sikre en DM-semifinale.

Anført af landsholdsspillerne Morten Olsen og Emil Jakobsen bragte GOG sig foran med 14-13 ved pausen, og forskellen blev kun større i anden halvleg.

Jan Pytlicks mandskab skabte en smule spænding med ti minutter igen og reducerede føringen til to mål, før en stærk slutspurt af GOG sørgede for en stor sejr.

Oversigt

    Oversigt