- Det her er så Karen Blixens spisestue.
Bille August står i den grønmalede stue og peger på det mørke spisebord med stole af træ.
Han giver en rundvisning på Flintholm Gods i Vester Skerninge, der i disse dage er forvandlet til Rungstedlund, som er Karen Blixens gamle kunstnerhjem. Og det danner rammen for en ny Bille August-film, der netop har genoptaget optagelserne.
- Vi er superglade for at være i gang igen. Jeg har holdt min ferie her i nedlukningen. Så nu er vi her, og nu filmer vi, siger filminstruktør Bille August til TV 2/ Fyn.
Nye talenter på holdet
FilmFyn støtter filmen, og det gør blandt andet, at der kan være fynske studerende med. En af dem er Pernille Jensen. Hun er glad for at være med på sådan en stor setting.
- Det er en unik chance og mulighed, jeg har fået. Så nu kan jeg sætte flueben ved noget, jeg har drømt om at prøve, siger Pernille Jensen.
Den erfarne filmherre Bille August mener også, det er en genial idé, at der er elever med.
- En af de bedste måder at lære at lave film på er ved at se, hvordan det foregår. Én ting er teori, men noget andet er at være med på indspilninger og følge de forskellige faser for, hvordan man laver film, siger han.
Fra Rungstedlund til Vester Skerninge
Det var ikke muligt at lave filmoptagelserne i Karen Blixens rigtige kunstnerhjem, som nu er museet Rungstedlund på Sjælland. Derfor vendte Bille August blikket mod Fyn.
- Jeg synes, der er diversitet i miljøerne på Fyn, som kan bruges til mange forskellige ting. Og så passede det perfekt med det her sted, der udgør et helt perfekt Rungstedlund. Både udenfor og indenfor, siger Bille August.
Han har været med til at filme tre film på Fyn, og han mener også, at trainee-miljøet giver et løft til Fyn.
- Der bliver lavet utroligt mange film på Fyn. Der er kvalificerede medarbejdere herovre, så det er godt, at de træner så meget, siger han.
Og spørger man FilmFyn, er det også tanken bag trainees.
- Vores opgave er at understøtte udviklingen af et fynsk filmjmiljø. Altså at få så mange som muligt klar til en filmproduktion, siger Klaus Hansen, der er direktør i FilmFyn.
Henter både kaffe og flytter pavilioner
Pernille Jensen drømmer om at blive produktionsleder, men er fuldt afklaret med at løfte alle opgaver, uanset hvad det kan være.
- Jeg er både frisk på at flytte pavilioner eller servicere med kaffe. Det er bare noget, der hører med, når der er run på, siger Pernille Jensen.
- Det er fantastisk som ung at være med på sådan en produktion. Både at opleve det smarte, sjove og spændende, og også hvor hårdt det kan være at stå i regnvejr i 12 timer, siger Klaus Hansen, direktør for FilmFyn.