Politiet til mulige ofre i sag om millionbedrageri: - Kom frit frem

Politiet står klar til at hjælpe folk, der ikke er stået frem efter at være blevet svindlet.

Det er ikke alle ofre i en omfattende svindelsag, som er stået frem.

Det mener Fyns Politi, som nu opfordrer ofrene til at kontakte politiet.

- Vi har erfaret, at det ikke alle, der er blevet udsat for sådan noget snyd her, som har anmeldt det til politiet, siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein fra Fyns Politi.

Onsdag blev en 28-årig mand fra Svendborg anholdt, da han i København forsøgte at købe et dyrt ur. Manden er indtil videre sigtet for at have franarret ofrene over en million kroner.

Vicepolitiinspektøren vil også gerne have henvendelse fra folk, som har solgt et ur, hvor de kan se, at pengene kommer fra en anden person end den 28-årige.

- Hvis der er nogen, der har dyre ure eller andre dyre genstande til salg, som så modtager beløbet på en kontooverførsel, hvor de kan se, at pengene kommer fra en anden person end den, de står overfor, så må de meget gerne kontakte politiet, siger Michael Lichtenstein.

Der kan være tale om skam, når ofre ikke anmelder, at de er blevet snydt, siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein, Fyns Politi.
Der kan være tale om skam, når ofre ikke anmelder, at de er blevet snydt, siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein, Fyns Politi.
Foto: Ole Holbech/Tobias Aas Christensen

Men hvorfor er det ikke allerede blevet anmeldt?

- Vi har en fornemmelse af, at det godt kan være omfattet af noget skam, at man er blevet snydt på denne måde. Men vi vil gerne hjælpe borgerne, så hvis de kontakter os, skal vi nok hjælpe dem igennem processen, siger vicepolitiinspektøren.

Den 28-årige svendborgenser er blandt andet mistænkt for at have ringet til ældre kvinder og udgivet sig for at være fra deres bank.

På den måde har ofrene givet adgang til deres bankkonti, og dermed mulighed for at gennemføre køb af dyre ure, som altså blev betalt med penge fra ofrenes konti. Ursælgerne har været intetanende om bedrageriet, oplyser Fyns Politi.

Vicepolitiinspektørens gode råd

Michael Lichtensteins råd til borgerne generelt er, at man skal være varsom, hvis man bliver ringet op af banker - eller for den sags skyld af politiet.

- Hverken politiet eller bankerne vil nogensinde kontakte borgerne og bede dem oplyse deres MitID-oplysninger eller bede dem om at overføre penge.

- Det gælder altså også, selvom der bliver ringet fra et telefonnummer, der svarer til politiet eller banken, så er det aldrig nogensinde en måde, vi kontakter borgerne på.

- Hvis man bliver udsat for det, så skal man bare afbryde samtalen, og hvis der er noget, man er i tvivl om, så kan man kontakte enten politiet eller sin bank på det hovedtelefonnummer, man plejer alt kontakte dem på, lyder rådene fra vicepolitiinspektøren.

Nægter sig skyldig

Den 28-årige blev torsdag ved Retten i Odense varetægtsfængslet i fire uger.

Af hensyn til den videre efterforskning fik anklagemyndigheden dommeren til at holde torsdagens retsmøde for lukkede døre.

Derfor er det sparsomt med detaljer om sagen, men Michael Lichtenstein betegner sagen som "en omfattende bedragerisag".

Den 28-årige nægter sig skyldig i alle forhold.

Over de seneste ti år er antallet af anmeldelser om bedrageri steget kraftigt, og du er ikke garanteret at få dine penge tilbage. Læs her, hvad du selv kan gøre for at sikre dig.

Oversigt

    Oversigt