Prisstigninger kan tage livet af Lones pendlerliv: - Smertegrænsen er ved at være nået

Hver dag i tre år har Lone Andersen fra Svendborg slæbt sin cykel med i toget til Odense, for at undgå at skulle købe en ekstra bil. Det kan blive fortid, hvis priserne på offentlig transport fortsætter med at stige.

Regn, sne, slud og frost sætter for tiden tålmodigheden på prøve for mange cyklister. 

For 53-årige Lone Tamstrup Andersen udgør den almindelige vejrfrustration som cyklist kun en brøkdel af hendes daglige ture til og fra arbejde. 

Hun har sammen med sin mand valgt, at de ikke vil have en bil nummer to - og derfor tager hun i stedet cyklen med i toget hver eneste dag, når hun rejser fra hjemmet i Svendborg til arbejdet som skolelærer på Giersings Realskole i Odense.

- Jeg tænkte, at det passede jo fantastisk. Der er en Svendborgbane, og skolen lå i midtbyen, så det er nemt at komme til. Og så er det jo et klimahensyn i at tage toget i stedet for at købe en bil, fortæller den 53-årige skolelærer. 


quote Jeg synes, at vi har brug for politikernes hjælp. Vi har brug for, at de sender et signal om, at de vil støtte os i at tage klimahensyn i hverdagen.

Lone Tamstrup Andersen, Pendler


Men de gode intentioner kan blive fortid for Lone Tamstrup Andersen. I søndags steg priserne på kollektiv transport nemlig historisk meget - og det er for et produkt, som på mange måder ikke kan klare de høje priser, mener hun.

- Smertegrænsen er ved at være nået. Det er den helt klart. Jeg har mødt medpassagerer, som har sagt, at de vil begynde at tage bilen, fordi det simpelthen er for besværligt, fortæller Lone Tamstrup Andersen.



Hvor voldsomme er prisstigningerne?

Prisstigningerne trådte i kraft søndag 21. januar og betyder helt konkret, at Fynbuspassagerer skal betale 5,5 procent i gennemsnit mere per billet, mens passagerer med Svendborgbanen kan se frem til en stigning på 4,9 procent i gennemsnit.

- Vi ville ønske, at virkeligheden så anderledes ud, så vi ikke behøvede at udnytte det takststigningsloft, som Trafikstyrelsen har berammet, men fordi vores udgifter er steget så meget de seneste år, er vi nødt til at gøre som flere andre trafikudbydere og regulere priserne, fortæller Mikkel Juul, der er kommunikationsmedarbejder hos Arriva.

DSB er det af de trafikselskaber, der arbejder på Fyn, som hæver priserne mest, med 10,3 procent i gennemsnit.

- Når vi går ind og ser på de reelle prisstigninger, så svarer det til, at ens pendlerkort stiger med noget, der svarer til 100 kroner om måneden for at rejse i 30 dage. Det tror vi egentlig godt, at kunderne kan få plads til i deres budget, fortæller Charlotte Saltoft Kjærulff, der er kundechef hos DSB.


Sådan bestemmes prisstigningerne


Helt så afslappet tager chefkonsulent hos Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe, det ikke.

- Vi kan jo frygte, at det bliver en ond spiral, hvor der har været passagerflugt fra den kollektive trafik, så hæver man priserne, så falder endnu flere fra, så falder indtægterne for selskaberne, og så falder serviceniveauet, og det kan blive et rigtigt stort problem for den kollektive trafik. Særligt i landdistrikterne, forklarer Vagn Jelsøe.

Frygten for en ond spiral kommer bestemt ikke af ingenting. I en undersøgelse foretaget af Passagerpulsen under Forbrugerrådet Tænk i 2023, ligger tilfredsheden på 40 procent, hvilket er den laveste tilfredshed i mange år. På Fyn og Øerne er den helt nede på 35%.


Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


Christiansborg skal hjælpe

Den tilfredshed kan Lone Tamstrup Andersen bestemt genkende. Det er nemlig langt fra problemfrit at pendle på strækningen mellem Svendborg og Odense, og det - sammenholdt med flere prisstigninger - kan få hende til at genoverveje, hvordan hun kommer på arbejde. 

Lone Tamstrup Andersen bor i Svendborg, og pendler hver dag med sin cykel på arbejde i Odense.
Lone Tamstrup Andersen bor i Svendborg, og pendler hver dag med sin cykel på arbejde i Odense.
Foto: Ken Petersen


- Hvis der har været en periode med forsinkelser eller for meget myldretid, så kan jeg godt tænke, om jeg orker det. Og det er jo heller ikke kun denne prisstigning. Hvad bliver det næste, spørger hun og tilføjer:

- Jeg synes, at vi har brug for politikernes hjælp. Vi har brug for, at de sender et signal om, at de vil støtte os i at tage klimahensyn i hverdagen, siger hun videre.

Den holdning deler bestyrelsesformand for FynBus, Tim Vermund (S).

- Der er ingen, der på nogen måde anfægter det og siger, at det er den rigtige retning, når man gerne vil have flere ind i den offentlige transport. Men vi må jo gøre, hvad vi kan, når man ikke prioriterer det fra Christiansborg, siger han. 

Ekspertgruppe på sagen

Transportminister Thomas Danielsen fra Venstre fastslår, at prisstigningerne var et uundgåeligt resultat af det seneste års inflation. Han understreger samtidig, at han er ærgerlig over, at tilfredsheden med den kollektive transport er så lav, som den er. 

- Hvis det var meget nemt, (at finde gode løsninger til den kollektive transport, red.) så var der nok nogen før mig, der havde gjort det. Jeg er ked af at se tilbage på den kollektive transport, med alle de 'hovsa-løsninger', der er lavet, siger ministeren til TV 2 Fyn. 

Han forklarer, at han i 2023 nedsatte et ekspertudvalg, som i den kommende tid skal granske området for at finde gode løsninger til netop den kollektive transport samt mobiliteten generelt. For danskerne kan ikke "bare" forlade sig på busser og tog: 

- Jeg har en ambition om, at uanset hvor i landet, man bor, så skal man kunne passe et arbejde eller en uddannelse uden at have en bil eller et kørekort, siger han og tilføjer:

- Derfor bliver vi også nødt til at være ærlige overfor hinanden, og se at vi er nødt til at tænke langt ud over tog og busser, men meget mere i mobilitet, fortæller transportministeren. 


Transportministeren er ærgerlig over, at der ikke er sket noget på området tidligere.
Transportministeren er ærgerlig over, at der ikke er sket noget på området tidligere.
Foto: Kasper Alfredo Knudsen

Oversigt

    Oversigt