Fynboerne kan se frem til at få besøg af verdens største cykelløb, når Tour de France i 2021 skal starte i Danmark.
Løbet starter med en prolog i København, og dagen efter køres den første reelle etape. Den 190 kilometer lange etape kommer til at gå fra Roskilde, henover Storebæltsbroen og får så mål i Nyborg.
Det bekræfter Tour de France-direktør Christian Prudhomme til det franske medie Europe1, ligesom flere fynske kilder bekræfter oplysningerne overfor TV 2/Fyn.
I alt tre etaper skal køres i Danmark - eller en prolog og så to reelle etaper. Første etape forventes at blive en 13 kilometer lang enkeltstart i København.
Løbets anden etape strækker sig fra Roskilde til Nyborg, mens Vejle lægger startby til sidste etape i den danske Tour-start. Herfra vil rytterne bevæge sig ud på 170 kilometer, inden de kører over målstregen i Sønderborg.
Det officielle Danmark har i årevis arbejdet på at få Tour-starten til Danmark. En dansk delegation med statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte blandt andet løbet i 2017, og regeringen har også sat 17 millioner kroner af på finansloven til at afvikle starten på verdens største cykelløb i Danmark i 2021.
Tæt på rigtigt gæt i 2017
Allerede i oktober 2017 gættede TV 2 Sport på, at Tour de France i 2021 ville få start - på cykelfransk kaldet Grand Départ - i København. Dengang var gættet, at rytterne skal køre prolog i hovedstaden. Første etape skulle så gå fra Roskilde over Storebæltsbroen og videre til Odense og anden etape fra Vejle til Sønderborg, inden løbet igen skulle tilbage til Frankrig.
Det har så nu vist sig at være utrolig tæt på korrekt.
Danmark har tidligere med stor succes håndteret store cykelbegivenheder med verdensmesterskaberne i 2011 og Giro-starten i 2012. Og naturligvis VM i cyklecross i Bogense for blot tre uger siden.
Løbsdirektør Christian Prudhomme har tidligere sagt masser af rosende ord om det dansk tour-bud.
- København er verdens bedste cykelby. Den er langt foran de fleste andre byer, når det gælder bløde trafikanter og cykler. Vi vil gerne styrke båndet mellem cykelløb og almindelige cyklister. Det er det, jeg kan sige, sagde Christian Prudhomme til TV 2 Sport i oktober 2017.
Start i udlandet
Tour de France har historisk set mange gange startet i udlandet. I løbets første 50 år startede det altid i Frankrig, men siden 1953 er de første etaper blevet kørt tæt på Frankrig i lande som Holland, Belgien, Spanien, Tyskland og Luxemburg.
Særligt i de senere år har løbsledelsen lagt starten længere væk med ’Grand Départ’ i blandt andet Irland og England – og altså i 2021 i Danmark.
Produktionsselskabet Playground Productions har tidligere produceret denne video, der præsenterer det danske bud: