Nyborg kommer for alvor på cykel-verdenskortet til næste sommer, når verdens største cykelløb kigger forbi Østfyn i forbindelse med starten af Tour de France 2022, som afvikles i Danmark.
Men tre uger før et af klodens største sportsevents kommer til Fyn, får 16.500 motionister mulighed for at cykle hele eller dele af den rute, der tre uger senere lægger asfalt til 2. etape af Tour de France. Det gør de i motionsløbet Tour de Storebælt.
Deltagerne kan vælge mellem tre distancer; 200 kilometer, 100 kilometer og 25 kilometer, hvoraf den fulde etape på 200 kilometer strækker sig fra Roskilde til Nyborg, ligesom tour-etapen.
- Det er helt fantastisk. Det er stort for alle de motionscyklister i landet, som nu kan komme ud på en fantastisk cykeltur. Det er once in a lifetime, at man får mulighed for at cykle på broen. Så der bliver rift om billetterne, siger Anette Leisner.
Hun er bestyrelsesmedlem i Nyborg Cykle Klub og glæder sig til den store oplevelse, der venter næste sommer. At de nu også selv får mulighed for at køre på den samme asfalt som verdens allerbedste cykelryttere, gør det kun endnu mere specielt.
Tour de France i Danmark skal være en gul cykelfest for alle
- Det er et ekstra aspekt til, hvad vi kører rundt og oplever i naturen. Vi har alle vores ruter, og det her er en helt unik mulighed. Man kan identificere sig med rytterne og det, der foregår. Og så er det kun tre uger før, det rigtige Tour de France kommer, siger Anette Leisner.
Fantastisk for alle der elsker cykling
På alle tre ruter kører deltagerne over Storbæltsbroen og kommer i mål ved den officielle Tour-målstreg i Nyborg.
Der kommer altså motionscyklister på broen i et omfang, der ikke er set siden åbningen af broen i 1998, og Henrik Jess Jensen, formand for Danmarks Cykle Union (DCU) glæder sig over at kunne give cykelentusiaster den mulighed.
- At Tour de France kommer til Danmark er fantastisk for alle der elsker cykelsport og lyden af Touren. Vi er glade for i fællesskab med vores gode partnere at kunne give tusindvis af cykelentusiaster, små som store, øvede som uøvede, en fantastisk oplevelse på dele af tour-ruten og sågar over Storebæltsbroen. Det bliver en kæmpe begivenhed i sig selv. Vi glæder os til at klæde Danmark i gult, og vi håber, at rigtig mange springer på cyklen og deltager i Tour de Storebælt, siger cykelformanden.
Danmark har aldrig før været medarrangør af verdens største cykelløb, og der går med al sandsynlighed også mange år, før det sker igen.
Gul cykelfest
Motionsløbet Tour de Storebælt er officielt partnerarrangement for Grand Départ Copenhagen Denmark 2022, som er det officielle navn for arrangementet omkring Tour-starten i Danmark, hvor der skal køres tre etaper.
Med en målsætning om flere end 16.000 deltagere bliver Tour de Storebælt også det største enkeltstående sideevent til Tour de France i Danmark.
- Tour de France i Danmark skal være en gul cykelfest for alle, hvor vi også har fokus på både elite- og motionscykling. Derfor er jeg utrolig glad for, at Tour de Storebælt giver både passionerede landevejscyklister og helt almindelige motionister en enestående mulighed for at deltage i et løb over Storebæltsbroen. Med tre forskellige distancer, som alle kommer henover et af de mest ikoniske steder for Touren i 2022, bliver det en unik oplevelse, siger Alex Pedersen, der er direktør for Grand Départ Copenhagen Denmark.
Tilbage i Nyborg glæder Anette Leisner sig over at Tour de France kommer til lige præcis hendes by.
- Det er rigtig godt for Nyborg, at alle lander her, så vi kan vise vores by frem. Og jeg håber selvfølgelig, at mange af dem kommer igen. Det kan måske også give nogen lyst til at prøve at komme og cykle med os. Men for hele Nyborg er det rigtig fint – både med motionsløbet og selvfølgelig Touren, siger Anette Leisner.