Noget af det, Danmarks dygtige målvogter Althea Reinhardt er mest komfortabel med, er at redde bolde. Noget af det, hun er mindst komfortabel med, er at tale om sig selv.
Hvis hun ville undgå sidstnævnte, kunne hun bare lade være med at læse, pille og gribe usædvanligt mange skud fra magtesløse modstandere. Heldigvis er det ikke noget, hun undgår. Hurtigt vender hun vender da også blikket mod sine holdkammerater foran hende.
- Det var superfedt. Det er en fornøjelse at stå bag så godt et forsvar. Det er bare en dejlig følelse, og det giver noget selvtillid. Det er på grund af mit forsvar. De giver mig nogle virkelig gode arbejdsbetingelser, og det er fantastisk. Det giver noget ro.
Sådan var ordene fra Odense Håndbold-profilen Reinhardt til TV 2 SPORT mandag aften, efter at hun havde stået en usædvanligt god landskamp ved VM i Spanien mod Tyskland.
Kollegaer og ekspert måber
23 redninger og en redningsprocent på 62. Det kan være svært at sætte ord på. Alligevel forsøger hendes kollegaer og eksperter på netop det:
Lærke Møller, håndboldekspert for TV 2: - Det er fuldstændig vanvittigt. Hun stod en helt umenneskelig kamp. Hvor er hun bare god.
Bent Nyegaard, håndboldekspert for TV 2: - Hun har holdt et kanonhøjt niveau. Men det er klart, at når du er oppe over 60 procent over en hel kamp i en puljefinale, så er det en helt speciel og ekstraordinær dag. Jeg tror faktisk, det er en historisk stor redningsprocent.
Mie Højlund, holdkammerat: - Jeg synes, Althea er helt outstanding, og det har jeg jo altid vidst, men jeg synes, hun shiner sindssygt meget igennem, og jeg synes, det er fedt, hun kommer ind fra start af og bare piller tysker efter tysker ned. Det er enormt imponerende.
Louise Burgaard, holdkammerat: - Helt sindssyg præstation af Althea i målet. Vi har nogle vanvittige målmænd.
Mette Tranborg, holdkammerat: - Jeg synes, vores forsvar står godt, men Althea står bare sindssygt godt inde bagved. Jeg synes, det er helt vildt. Lad mig bare sige, at jeg er glad for, at de (Reinhardt og Toft, red.) er på mit hold.
Simone Petersen, holdkammerat: - De to keepere, vi har på vores hold, er verdensklasse, og jeg ville ikke bytte dem ud med nogle andre.
Kristina Jørgensen, holdkammerat: - Vi har to sindssygt gode målmænd. Jeg er virkelig stolt af at spille på hold med dem.
25-årige Althea Reinhardt spiller VM-kvartfinale på tirsdag mod Brasilien.