På et lille landsted nær Otterup på Fyn, blot et par kilometer fra den fynske nordkyst, er 19-årige Nanna Behmer på vej ud for at lufte familiens hund.
Hun har boet her, siden hun var helt spæd, sammen med sine adoptivforældre og sin storebror, der også er adopteret.
Men selvom Nanna Behmer har en kærlig familie og ikke kunne ønske sig et bedre liv, vælger hun nu at blande sig i debatten om tvangsbortadoption.
Hun mener nemlig, at alle børn skal have mulighed for at kende deres biologiske ophav. Også de børn, der bortadopteres med tvang, fordi forældrene af forskellige årsager ikke skønnes egnede til at opfostre et barn.
Men sådan som reglerne er i dag, ophører al kontakt mellem forældre og barn ved en tvangsbortadoption.
TV 2-dokumentaren ’Hvem skal være min mor og far?’, som blev vist torsdag på TV 2, fulgte et mentalt handicappet forældrepar, som fik bortadopteret deres nyfødte søn ved tvang.
Sagen er et eksempel på en praksis, som gennem de senere år er blevet mere udbredt. Med regeringens indførelse af Barnets Lov er det intentionen, at flere socialt udsatte børn fremover bortadopteres uden forældrenes samtykke.
Tvangsbortadoption er dog kontroversiel, og blandt eksperter hersker der uenighed om, hvorvidt det gavner barnet at blive fjernet fra sine biologiske forældre, eller om barnet ville være bedre tjent med, at forældrene fik hjælp til at klare opgaven.
Trangen til at spejle sig
For Nanna Behmers vedkommende var der tale om en frivillig adoption, da hendes mor valgte at bortadoptere hende kort efter fødslen.
Hun har altid vidst, at hun var adopteret, og hendes adoptivforældre har talt åbent med hende om det.
Alligevel har trangen til at opsøge sit biologiske ophav hele tiden ligget i hende.
- Det vil altid ligge dybt i én at vende tilbage til der, hvor man hører til. At finde dem, der ligner mig, har de samme gener og opfører sig på samme måde. Det der med at finde sin identitet, og hvor man hører til henne, siger Nanna Behmer til TV 2.
Da hendes fynske forældre fik hende via en lukket adoption, kunne hun ikke selv søge efter sin biologiske mor og far. Ifølge lovgivningen er det helt op til adoptivforældrene, om de vil give information videre til barnet.
I teenagealderen fik Nanna Lund Behmer lov til at kigge i de papirer, som hendes adoptivforældre havde fået med ved adoptionen. Her kunne hun læse en beskrivelse af sine biologiske forældre. Det betød meget for hende.
Af papirerne fremgik det også, at Nanna havde tilbragt de første tre måneder af sit liv på et børnehjem. Det var en slags fortrydelsesperiode, hvor hendes mor kunne have valgt at beholde hende alligevel fremfor at bortadoptere hende. Det gjorde hun dog ikke.
Nanna Behmer havde dengang mange spørgsmål, hun gerne ville stille sin mor.
Men hun kunne ikke opsøge sit biologiske ophav, før hun fyldte 18 år.
Et overgreb på børnene
I de senere år er antallet af tvangsbortadoptioner steget markant, og regeringen ønsker, at flere udsatte børn bortadopteres med tvang allerede før fødslen. Siden loven blev lempet i 2015 er 76 børn blevet tvangsbortadopteret.
Hvis jeg vidste, at der var nogen derude, der ledte efter mig og ville have mig tilbage, ville det være helt knusende
De biologiske forældre kan søge om samvær med barnet, men indtil videre har ingen fået lov til det. Først når barnet er fyldt 18 år, kan der blive mulighed for kontakt, hvis barnet ønsker det.
Formålet med de tidlige tvangsbortadoptioner er først og fremmest at sikre barnets tarv.
Efter Nanna Behmers mening er det dog et misforstået hensyn, set fra barnets perspektiv.
Tvangsbortadoption
- Jeg synes faktisk, at det er lidt forfærdeligt, og et overgreb på børnene. Jeg synes ikke, man sætter børnene i fokus, når man vælger at gøre det. For de kan ikke selv beslutte det. Og de biologiske forældre, hvorfor ikke give dem chancen og hjælpe dem, i stedet for at fjerne barnet, siger hun.
Men hvorfor synes du, det er forfærdeligt, hvis barnet får en bedre opvækst et andet sted?
- Fordi det kan være svært for barnet at knytte sig til de forældre. Hvis jeg vidste, at der var nogen derude, der ledte efter mig og ville have mig tilbage, ville det være helt knusende. Selvom det er en god og ordentlig adoption, så kan det udvikle sig til en identitetskrise hos barnet, som kunne være undgået, hvis man havde hjulpet forældrene, lyder det fra Nanna Behmer.
Ønsker større åbenhed
Nanna Behmers synspunkter bakkes op af flere eksperter, som mener, at det ville være gavnligt med en større åbenhed i adoptionssager.
- Jeg synes, at vi i Danmark skal lade os inspirere af en række andre lande, som i højere grad bruger åbne adoptioner, det vil sige, hvor der er kontakt til den biologiske familie, siger Rasmus Kjeldahl, som er direktør for Børns Vilkår, til TV 2.
Ifølge Rasmus Kjeldahl burde det være ethvert barns rettighed at kunne få kontakt til deres biologiske forældre.
- Det er noget alment menneskeligt, at vi gerne vil vide, hvor vi kommer fra. Det er en del af forståelsen af vores egen identitet. I de tilfælde, hvor der er en realistisk chance for at have et forhold til de biologiske forældre, så skal barnet have den viden og de ressourcer, der skal til for at tage kontakt, når barnet selv ønsker det, siger han.
Også professor i socialt arbejde, Inge Bryderup, som har forsket mange år i børneanbringelser, mener, at de biologiske forældre har en meget stor betydning for anbragte børn.
- I min forskning har jeg set forløb, hvor barnet stort set har været anbragt hele barndommen, og så alligevel som ung voksen, så betyder de biologiske forældre utroligt meget, siger Inge Bryderup og tilføjer.
- Også selvom det er et barn, som er født af udviklingshæmmede forældre, der ikke har en chance for at udvikle forældreevne, så betyder det noget, at man kender sit biologiske ophav.
En vigtig del var jo at høre, hvorfor jeg var blevet bortadopteret
Kontakt til biologisk mor har givet ro
Tilbage på det fynske landsted har Nanna Behmer i det seneste år fået meget mere ro på.
Da hun sidste år fyldte 18 år, fik hun nemlig med hjælp fra folkeregistret oplyst sin biologiske mors navn, så hun kunne forsøge at tage kontakt til hende.
- Det var utroligt nervepirrende, det der med at tage skridtet og sende et brev til min mor. Der var jo en risiko for, at jeg blev afvist igen, hvis hun ikke ønskede kontakt. Men vi talte sammen, og jeg fik svar på de spørgsmål, jeg havde, siger Nanna Behmer.
- En vigtig del var jo at høre, hvorfor jeg var blevet bortadopteret. Og det var jo heldigvis, fordi hun gerne ville have, at jeg skulle have det bedste og vokse op med et liv, som hun ikke kunne give mig på det tidspunkt. Og det har jeg også fået, et rigtigt dejligt liv. Så det er jeg utroligt taknemlig for.
Nanna Behmers samtale med sin mor foregik via telefon, og de har ikke mødtes. Til gengæld udvekslede de billeder, og ud fra dem kunne de begge se, at de lignede hinanden. Blandt andet på næsen.
- Det var rigtig dejligt at kunne se og spejle sig selv i en anden person på den måde. Det har givet mig svar og en ro for den fortvivlelse, jeg havde før. At der er én derude, jeg har kontakt til, og at jeg nu kan identificere mig selv ad den vej, siger Nanna Behmer.
Der er ikke umiddelbart nogen udsigt til, at Nanna Behmer og hendes biologiske mor skal kommunikere med hinanden igen. Men den 19-årige, fynske kvinde er også fuldt tilfreds med den kontakt, de har haft.