Nicolai Hansen blev sidste år overfaldet og frarøvet sin kontanthjælp af bandemedlemmer fra Black Army. Desuden forsøgte de at true ham til at sælge hash.
Men Nicolai Hansen stod frem og meldte overfaldet til politiet, og sagen endte i retten, hvor to mænd blev dømt.
Det var en meget, meget ubehagelig situation. Det var også ubehageligt at få Nicolai igennem banegårdscenteret og ned på det tog
Siden anmeldelsen er Nicolai Hansen blevet forsøgt truet til tavshed, og han har ikke kunnet opholde sig på Fyn. Men da en af de dømte ankede sagen, skulle Nicolai Hansen igen til Odense og vidne tirsdag.
Den dømte valgte dog at frafalde anken i sidste øjeblik, og retsmødet blev aflyst. Men i stedet for at eskortere Nicolai Hansen sikkert til toget, efterlod politiet ham i parkeringshuset ved Odense Banegård. Det skriver DR Fyn.
Ladt i stikken af politiet
Og det var en klar fejl, erkender Fyns Politi nu.
- Når vi har et vidne, der er truet, som står midt inde i heksekedlen, hvor truslen er størst, så er det selvfølgelig ikke okay, at vi forlader stedet og overlader vidnet til civile personer. Vi burde have gjort opgaven færdig og sørget for, at vidnet blev fragtet ud af zonen. Det er der ingen tvivl om, siger politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen til DR Fyn.
Det var Isabella Mittelstein og Bo Skytte fra projekt Husvild, som også var vidner i retssagen, der fulgte Nicolai Hansen til toget. Isabella Mittelstein følte sig ladt i stikken af politiet.
- Det var en meget, meget ubehagelig situation. Det var også ubehageligt at få Nicolai igennem banegårdscenteret og ned på det tog, siger hun til DR Fyn.
Når vi har et vidne, der er truet, som står midt inde i heksekedlen, hvor truslen er størst, så er det selvfølgelig ikke okay, at vi forlader stedet og overlader vidnet til civile personer
Hun og Bo Skytte fik sat ham på et tog, men inden det kørte, opdagede de, at to personer, de opfattede som mistænkelige, hoppede ind i samme tog i hver sin ende. De fik derfor Nicolai Hansen ud af toget igen og efterfølgende sat på et andet tog.
Fyns Politi forklarer hændelsen med, at Nicolai Hansen ikke overholdt en aftale, fordi han lod sig interviewe af DR Fyns journalist i parkeringshuset i stedet for at vente til, at de var kommet ned på perronen.
De to betjente, der var med patruljevognen, har lavet en redegørelse, som Fyns Politi kigger på nu.
Frygter at andre ikke vil vidne
Både Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofoed Poulsen og Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen frygter, at episoden kan få andre til at afstå fra at vidne.
- Når man stiller sig frem som vidne, må man have en forventning om, at man bliver beskyttet. Særligt når man har været udsat for den form for trusler, som Nicolai Hansen har, og er bange, så skal man selvfølgelig ikke bare sættes af på perronen. Så må man have en forventning om, at politiet holder øje med én, til toget er kørt, siger Trine Bramsen til DR Fyn.
TV 2/Fyn lavede i oktober et interview med Nicolaj Hansen, der lever i skjul for Black Army. Han har kæmpet for bedre beskyttelse af voldsofre. Se tv-indslaget herunder: