Den fynske folkeskole har højt fagligt niveau - Lærerne er dog stadig ikke tilfredse

De fynske kommuner har mange uddannede lærere ansat i folkeskolerne i forhold til København. Det er dog stadig ikke godt nok ifølge lærerne.

Fyn er fin for børnefamilier, der gerne vil have deres børn i en god folkeskole.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra tænketanken Cevea, der udkom tirsdag.

Alle de fynske kommuner ligger nemlig over landsgennemsnittet, når det kommer til andel af uddannede lærere i folkeskolen. 

Også størrelserne på folkeskoleklasserne er i de fleste fynske kommuner mindre end gennemsnittet.

Men hvis man sammenligner de fynske tal med København, så kan man dog også fristes til at kalde Fyn for en decideret præmiekalv.

I de fynske kommuner strækker andelen af uddannede lærere i folkeskolerne sig nemlig fra 82,1 procent i Nordfyns Kommune til 90,2 procent i Svendborg Kommune. 

Det er mens landsgennemsnittet lyder på 81 procent, og den københavnske andel er helt nede på 74 procent.

- Som barn i folkeskolen på Fyn er der ret stor chance for, at man har en lærer, der har en uddannelse bag sig, og man har en ret god opmærksomhed fra den lærer, fortæller Ask Lund Jakobsen, der er senioranalytiker ved Cevea.

Strækker den lidt langt

Men på trods af de gode nyheder råber Odenses Lærerforening tirsdag alligevel vagt i gevær. 

- Det kan godt være, at tallene ikke ser så slemme ud lige nu på Fyn, men det handler om at se forud, og hvad der venter, lyder det fra formanden i Odense Lærerforening, Charlotte Holm, der er medunderskriver på et brev fra de største kredse i Danmarks Lærerforening, der mandag blev sendt til kommunale politikere.

- Jeg køber ikke præmissen om, at det ikke er så slemt. Det er ikke en god procentdel, fordi vi ligger højere end København, siger Charlotte Holm, der understreger, at der også skal handles på Fyn.

Cevea skriver ellers, at ”Fyn er et godt sted at flytte til, hvis du vil sende dine børn i en skole med et højt fagligt niveau.”

- Det er at strække den lidt langt, lyder det dog også fra forskningschefen på Center for Anvendt Skoleforskning under UCL, Thomas Illum Hansen. 

- Men det er alt andet lige godt at sende sine børn i en skole, hvor der er uddannede lærer, men der er mange andre forhold, som spiller ind i forhold til skolernes kvalitet.

Ligesom formanden for Odense Lærerforening, så er forskeren også nervøs for fremtiden.

- Jeg frygter også for fremtiden. Flere lærere går på på pension, og vi uddanner færre, så selvfølgelig har vi en stor udfordring, siger Thomas Illum Hansen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Udfordringer kan formanden for Danske Skoleelever dog også sagtens få øje på på trods af de fine fynske tal.

Formand Marie Holt Hermansen medgiver dog overfor TV 2 Fyn, at flere uddannede lærere giver bedre trivsel.

- Men det jeg bider mærke i ,er, om de lærere der kommer ind i klasselokalet har tid og overskud til at håndtere den opgave, der ligger, siger Marie Holt Hermansen.

- Og der kan man jo være nok så dygtig som lærer, men hvis der er for mange elever med for mange udfordringer i klasselokalet, så kommer man ikke til at lykkedes, siger Marie Holt Hermansen.

Hun peger på, at særligt elevernes fællesskaber betaler den højeste pris, når lærerne ikke har tid.

- Hvis vi for i lang tid og for mange gange oplever, at lærernes overskud ikke er der, så bliver vores fællesskaber dårligere, og så har vi også brug for lærerne til at opdage, hvis nogle af os er i mistrivsel eller har nogle særlige behov.  

Og for at imødegå det problem, at fællesskabet ikke er tilstede i hverdagen, så peger formanden på, at flere ressourcer vil gøre en forskel.

- Det er strengt nødvendigt for, at vi får en bedre uddannelse, lyder det.

På Langeland har føretrøjen på, når det kommer til antal elever i folkeskolen. 

Her kan man nemlig tilbyde Fyns mindste klassestørrelser målt på gennemsnitlige antal elever i hver klasse. Du kan se, hvordan klassestørrelsen  ser ud i din kommune her.

Oversigt

    Oversigt