Eksperiment med iltsvind: Her skruer forsker ned for ilten - fisk prøver at flygte

Vi kender billederne af grå havbund, hvor fiskene er forsvundet eller døde af iltmangel. Men hvor går grænsen for, hvad en fisk kan tåle? Et videnskabeligt forsøg kan give svaret.

Det står skidt til i farvandene omkring Fyn. Forurening og deraf følgende iltsvind har bredt sig til større og større områder. Det går ud over fisk, bunddyr og planter.

Men hvad sker der helt konkret, når en fisk rammes af iltsvind?

TV 2 Fyn har i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet gennemført et forsøg, som skal vise, hvad der sker med en sortmundet kutling, når den udsættes for moderat iltsvind og for kraftigt iltsvind.

Forsøget gennemføres for at forstå, hvad der helt præcist sker under overfladen i de fynske farvande, som er ramt af iltsvind.

Vi placerer to fisk i hver sin beholder nedsænket i et bassin. Vandet er ti grader varmt saltvand, svarende til et naturligt farvand.

Beholderne er indrettet, så der kan lukkes for tilførslen af ilt. Når der ikke tilføres frisk ilt i det lukkede system, skaber fiskene sit eget iltsvind. 

Allerede ved moderat iltsvind mærker fisken, at der er noget galt, og den forsøger at komme væk. Moderat iltsvind betyder, at iltindholdet i vandet er mellem to og fire milligram pr. liter.

På dette tidspunkt er der så lidt ilt, at fisken ikke kan tage lige så meget ilt ud af vandet, som den gerne vil.

- Hvis fisken ikke skal lave andet end bare at sidde stille, så er det ikke nødvendigvis et problem. Men en fisk kan ikke nøjes med at ligge på bunden. Den skal bevæge sig for at søge føde, og det kræver også ilt at fordøje føden. Hvis den ikke har nok ilt til fordøjelse, vil den spise mindre, og dermed risikerer fisken, at den ikke vokser, forklarer Jane Behrens, seniorforsker fra DTU AQUA.

Til sidst i forsøget beder vi Jane Behrens demonstrere, hvad der sker ved en påvirkning med kraftigt iltsvind, det vil sige en tilstand, hvor vandet indeholder under to milligram ilt pr. liter. 

- Fiskens tilstand er nu kritisk, fordi dens livsfunktioner er truet. Det tvinger fisken til at lave sin energi anaerob, altså uden at bruge ilt. Problemet er, at det kan man kun gøre en vis tid. På et tidspunkt holder fiskens celler op med at fungere, og der ophobes affaldsstoffer, som fisken dør af, siger Jane Behrens.

- Med en bundlevende fisk som den sortmundede kutling vil det vise sig ved, at den først mister bevidstheden, så vender den om på siden. Og så dør den, forklarer hun.

Så langt fik forsøget dog ikke lov til at udvikle sig. De to fisk i forsøget mistede ikke livet. De fik ilt igen og blev efterfølgende sat tilbage i vand med normalt iltindhold.

I en vandtank på Danmarks Tekniske Universitet kan man rekonstruere iltsvind for at kortlægge grænsen for, hvor lidt ilt i vandet fisk kan tåle.
I en vandtank på Danmarks Tekniske Universitet kan man rekonstruere iltsvind for at kortlægge grænsen for, hvor lidt ilt i vandet fisk kan tåle.
Foto: Svante Lyngsie


Oversigt

    Oversigt