- Jeg synes, det ville være en god idé, at man får fornyet forholdene herude. De er jo rimelig horrible.
Sådan siger Kasper Kim Jensen fra Odense om de moderniseringsplaner, der er på vej for Odense Stadion. Han er en af de OB-fans TV 2 Fyn søndag mødte på stadion til OB's kamp mod Vejle.
35 millioner kroner er allerede afsat til at modernisere stadionet. Det skete i kommunens budgetaftale, som et flertal blev enige om i september. Hvad det endelige projekt kommer til at koste ligger ikke fast, men i en plan ingeniørfirmaet Rambøll har udarbejdet for Odense Sport & Event, som står bag OB, kan det løbe op i 262 millioner.
I planen tegner kommunen sig for 149 millioner kroner, men borgmester Peter Rahbæk Juel (S) har afvist, at kommunen kommer til at tegne sig for så stor en del af beløbet.
Uanset hvad moderniseringen ender med at koste, bliver planerne taget imod med kyshånd fra de OB-fans, TV 2 Fyn søndag mødte.
Det er særligt det faktum, at stadions fire hjørner står åbne, fordi tribunerne ikke er bygget sammen, Kasper Kim Jensen og flere andre fans kunne tænke sig at få lavet om på.
- Som fan handler det meget om at få lukket hjørnerne i forhold til stemningen på stadion, siger han.
Derudover håber han på, at samtlige siddepladser bliver overdækket i stedet for bare de øverste rækker, som er det nu.
Netop den del er afgørende for OB, fordi der fra 2028 vil gælde krav fra Uefa og Divisionsforeningen, som tilsiger, at alle klubber i Superligaen skal have overdækkede sæder.
Placeringen er rigtig
Undervejs i forberedelserne til at modernisere stadion har der også været løs snak om, hvorvidt man skulle flytte stadion, men de fleste af de fans, TV 2 Fyn møder, er dog fint tilfredse med den nuværende placering.
- Nu er jeg kommet her, siden jeg sad i klapvogn, så det ville være mærkeligt at flytte det. Det hører til her, siger Lola Olsson.
Samme holdning har Nicolai Bæk Jørgensen.
- Jeg synes, det her stadion er okay, så hvis der kan løses det, som der skal, så synes jeg, det vil være fint, siger han.
Sminket lig
Den plan, Rambøll har udarbejdet, antager, at de nuværende tribuner rives ned, og at man derefter bygger et helt nyt stadion op. Det er også den løsning, Kasper Kim Jensen håber på. Han er ikke imponeret over stadionets nuværende stand.
- Jeg synes jo, det ville være en rigtig god idé, hvis man fik lavet noget helt nyt, for det er jo lidt et sminket lig det her.
Er det nødvendigt med et nyt stadion? Kunne man ikke nøjes med at modernisere det her, så det lever op til kravene?
- Jo, det kunne man sagtens, men så kan man også blive ved. Det er noget gammelt noget, og så bygger man ovenpå. Så forestiller jeg mig, at man kan blive ved med at bruge penge på at forbedre noget, som faktisk er slidt, siger han.
En gennemgang af stadion, som Odense Kommune har lavet sammen med Odense Sport & Event, viser, at kun græstæppet og lyset lever op til de kommende krav.