To forfremmelser i TV 2 Fyns chefgruppe

Anne Kastrup Mensbo er fra 1. maj ny administrationschef, mens Lasse Hørbye er ny chefredaktør på den fynske regionalstation.

TV 2 Fyn har fra 1. maj fået en ny administrationschef og en ny chefredaktør.

Anne Kastrup Mensbo rykker helt ind i chefgruppen i ny stilling som administrationschef efter siden 2021 at have virket som direktionsassistent. 

Mens Lasse Hørbye, redaktionschef siden 2019, er forfremmet til chefredaktør med overordnet ansvar for TV 2 Fyns redaktionelle linje.

Begge forfremmelser hænger direkte sammen med en opstrammet organisation, så den passer til TV 2 Fyns netop vedtagne Strategi 2025, der viser retningen for den fynske regionalstation i de kommende tre år.

- Både Anne og Lasse er dybt professionelle fagpersoner, som i de seneste år som del af TV 2 Fyns chefgruppe har stået for forskellige forandringsprojekter. Nu rykker de begge et trin opad i deres karrierer. Det er de klar til, og det har TV 2 Fyn brug for, så vi kan fortsætte med at flytte os yderligere fremad i de kommende år. I dag er en festdag for begge to – men faktisk endnu mere for hele organisationen, siger TV 2 Fyn-direktør Esben Seerup.

Anne Kastrup Mensbo, 45 år, er uddannet cand.merc. fra SDU i 2005. Samme år startede hun sin karriere som stabsmedarbejder hos Rambøll Danmark, hvor hun var i ni år inden et skift til isenkræmmerkæden Inspirations hovedkontor i Odense. Herefter fulgte en årrække hos Nature Energy, før hun i juni 2021 kom til TV 2 Fyn.

- Vi er på en rigtig spændende rejse på TV 2 Fyn, som jeg glæder mig til fortsat at være en aktiv del af. Jeg ser frem til at konkretisere vores nye strategi sammen med mit eget team, sammen med den øvrige chefgruppe og ikke mindst resten af mine gode kolleger på TV 2 Fyn, siger Anne Kastrup Mensbo.

I de sidste to år har hun først som direktionssekretær og siden som direktionsassistent for alvor arbejdet sig ind i chef- og ledelsesrummet på TV 2 Fyn. 

Ikke mindst i forbindelse med TV 2 Fyns forarbejde op til et kommende, fælles Media City Odense-domicil med TV 2, JFM og SDU. Her står Mensbo sammen med TV 2 Fyns tech- og produktionschef Michael Jensen i spidsen for de kommende års arbejde frem mod et fælles, nyt hus i det centrale Odense.

- For mit eget vedkommende er den igangværende proces med det kommende MCO-domicil et helt konkret projekt, jeg har været med i fra den spæde start. Det bliver ikke mindre i de kommende år. Så at se det udvikle sig, blive konkret og håndgribeligt – det glæder jeg mig til at følge tæt, siger Anne Kastrup Mensbo.

Chefredaktør med en mission

Den journalistuddannede Lasse Hørbye, 39 år, kom i 2015 fra en reporterstilling på TV 2 Nyhederne til en stilling som nyhedsredaktør på TV 2 Fyn i 2015. Siden har han rykket sig opad med større opgaver og mere ansvar.

I 2017 blev han forfremmet til ledende redaktør og to år senere igen til redaktionschef og del af TV 2 Fyns chefgruppe. Efter forskellige ledelsesuddannelsesforløb, blandt andet på managementskolen IMD i Schweiz, bliver han nu TV 2 Fyns første chefredaktør.

Her bliver hovedansvaret den overordnede journalistisk linje, langsigtet udvikling og at projekterne i TV 2 Fyns nye Strategi 2025 i de kommende år bliver til virkelighed.

- På TV 2 Fyns biler står der, at ”Sammen gør vi Fyn bedre”. Og derfor tiltaler det mig at arbejde i et nyhedshus med netop den mission, fordi jeg så kan være med til gøre noget godt for det samfund, som jeg selv er en del af, Jeg er født i Nordjylland, men min kæreste og vores børn taler syngende fynsk, og det er her, at mit liv har slået rødder. Derfor tiltaler det mig at være med til at gøre noget godt for det samfund, som jeg selv er en del af, siger Lasse Hørbye.

Han er ikke ukendt med forandringsprojekter: Fra 2019-2022 var han chefansvarlig for TV 2 Fyns udvikling til Danmarks mest konstruktive mediehus.

 Undervejs var han også chefansvarlig for to nye programformatter – ”Løst eller KVast” op til kommunalvalget i 2021 og ”Debatten og Løsningen” op til folketingsvalget i efteråret 2022 – som på innovativ vis brugte konstruktiv journalistik til at integrere løsninger i sin politiske valgdækning. 

Samme ambition ligger bag TV 2 Fyns nye strategi, som Lasse Hørbye var projektleder for at udvikle i efteråret 2022.

- TV 2 Fyn har i mine øjne taget store spring de seneste år, men jeg ved, at vi kan blive endnu bedre, fordi den redaktion, som vi er nu, simpelthen er hamrende talentfuld. Det potentiale ser jeg en ære i at kunne have en rolle i at forløse – både for den enkelte men især for helheden, siger TV 2 Fyns chefredaktør.

TV 2 Fyns øvrige chefgruppe består af nyhedschef Jakob Herskind, digital chef Hans Chr. Kromann, tech- og produktionschef Michael Jensen, økonomichef Helle Nørgaard Andreasen og direktør Esben Seerup.

Oversigt

    Oversigt