Rekord mange børn på ferielejr: - De ville kun se det indvendige af en lejlighed, hvis de ikke kom her

Antallet af familier, der har brug for hjælp til at komme på ferie er stærkt stigende. Det mærker de hos Red Barnet, der i år sender rekordmange børn og forældre på ferielejr, blandt andet ved Skovsgaard på Langeland.

Børnene maler selv melet, de ælter dejen og sammen bager de snobrød over bålet.

- Nu har jeg det i hvert fald meget sjovere end derhjemme, siger Jack Adam Ingleton, der sammen med sin mor har fået en af pladserne på Red Barnets ferielejre.

I alt er 11 familier fra Nordjylland samlet på Naturdestination Skovsgaard, som er én ud af de 48 ferielejre, som Red Barnet arrangerer denne sommer for i alt 1.300 børn.

Her får de fællesskab og mulighed for at udforske både dyr og natur.

- Vi er hele tiden uden for og skal sove i telt. Vi fanger dyr i søen, og så har vi samlet mælkebøtter og lavet mad af det, fortæller Oliver Damberg på 12 år.

Fælles for familierne er, at de kommer fra svære kår, og ferielejren er børnenes eneste sommerferie.

- Det er hyggeligt, det er samvær og det er ikke lige nogle oplevelser, man selv kan give, siger Malene Damberg, der er mor til Oliver.

- De børn, vi har med her, det er børn, der kun kommer til at se det indvendige af en lejlighed, hvis de ikke kommer med her, siger Liselotte Bisgård, der er lejrleder på Skovsgaard og til daglig er klubleder for Frederikshavns Familieoplevelsesklub.

Oplevelser giver selvtillid

Selvom antallet af ferielejre og deltagere i år slår rekord, kan Red Barnet alligevel ikke dække behovet for de mange familier, der gerne vil have en gratis ferieoplevelse. 

- Det er bare ikke alle der har mere. Der er ved at være en lidt for stor kløft mellem rig og fattig i Danmark, lyder det fra Liselotte Bisgård, der med lethed kunne have sendte endnu flere familier på ferielejr, hvis midlerne havde været der.

- Jeg bliver bombet ned på mail, og det er bare stødt stigende, og dybt bekymrende fordi familiernes vilkår er stærkt forringede, siger hun.

Ferielejren varer kun i tre dage, men alligevel giver den børnene oplevelser og selvtillid, når de vender tilbage til hverdagen og skolen.

- Minder er en god ting og at være en lille fyr på syv år, og komme tilbage i skolen og sige wow jeg har været på lejr. Jeg har lavet snobrød, jeg har i waders været i en sø og fundet fisk og jeg har været i havet og bade klokken seks om morgenen. Det giver fællesskab, siger Liselotte Bisgård.

Oliver på 11 år ser også frem til at komme i skole og fortælle om sin ferie på Skovsgaard.

- Jeg vil fortælle, at jeg har haft en god sommerferie og har haft det rigtigt sjovt. Vi sov i tipi og grillede, lyder det fra Jack Adam Ingleton. 

Red Barnets 48 ferielejre, der bliver afviklet over hele sommeren, er blandt andet finansieret via de såkaldte inflationsmidler, der bliver uddelt af socialstyrelsen og skal hjælpe trængte familier.

Oversigt

    Oversigt