I den gamle stationsbygning i Asperup har Astrid Schmidt levet med sin familie i fyrretyve år. Mange af årene som folkeskolelærer i dagtimerne og så med keramikken som trofast følgesvend på sidelinjen.
Hun elsker sin store have og at styre sin egen tid efter de mange år med deadlines som lærer.
Derfor var det både smigrende, men også ret ubelejligt at få den store ordre på fade, krukker og kander til noma.
- Jeg synes jo, at jeg har lavet de samme ting i åresvis, men de har ikke tidligere været moderne. Nu er der mange, som ringer og spørger, om de kan købe det ene eller det andet. Det er underligt og sådan lidt krævende. Nu skal jeg pludselig lave noget. Hvad nu hvis jeg ikke har lyst?, siger Astrid Schmidt.
Jeg synes jo, at jeg har lavet de samme ting i åresvis, men de har ikke tidligere været moderne. Nu er der mange, som ringer og spørger, om de kan købe det ene eller det andet. Det er underligt og sådan lidt krævende. Nu skal jeg pludselig lave noget. Hvad nu hvis jeg ikke har lyst?
Ikke flere deadlines
Astrid Schmidt har aldrig solgt så stor mængder af sin keramik før. At være låst af så omfattende en opgave, det er ikke noget, der lokker.
- Jeg har ikke prøvet at få nogle bundne opgaver før denne her til noma, og jeg gør det aldrig mere. Jeg trives dårligt med den slags deadlines. Jeg har været lærer i så mange år og haft mit liv fast opdelt i timer, og jeg bryder mig altså ikke om at have faste tider, hvor jeg skal gøre det ene eller det andet.
Kunne ikke sige nej
Alligevel sagde Astrid Schmidt ja til opgaven, for det kunne hun simpelthen ikke lade være med.
- Jeg blev da lidt smigret, det må jeg indrømme. Da min søn og jeg var derinde og spise og så det, det var da herligt. Alle de 50 kander, som jeg har glaseret og lavet model til, de stod der på række hen af et stort bord på midten. Det blev jeg da glad over, siger Astrid Schmidt.
Men da da serveringerne begyndte, sansede Astrid Schmidt kun maden.
- Det smagte aldeles, fantastisk godt. Det gjorde det. Jeg lagde såmænd ikke mærke til, at jeg spiste af mine egne ting. Jeg var mere interesseret i maden, siger Astrid Schmidt.
Det smagte aldeles, fantastisk godt. Det gjorde det. Jeg lagde såmænd ikke mærke til, at jeg spiste af mine egne ting.
Det er sønnens skyld
Når Astrid Schmidt havde sin søn med på noma og spise, skyldes det, at han er den indirekte årsag til, at hendes keramik er endt netop der. Astrid Schmidt havde udlånt noget keramik til sin søns showroom i København, hvor han udstiller sit snedkerarbejde.
En stylist fra noma kom forbi og så det, blev forelsket og aflagde visit i Asperup. Det endte med, at noma besluttede sig for at investere i den nordfynske keramikers kander, krukker og skåle.
Yderligere fire keramikere har leveret keramik til noma.
Den hemmelig glasur fra Nordfyn
Restaurant noma bestilte omkring 600 stykker keramik til servering af deres verdensberømte mad. Astrid Schmidt har stået for design og glasur, mens selve produktionen blev varetaget af Den Danske Keramikfabrik på Bornholm.
Glasuren er Astrid Schmidts helt egen hemmelige blanding, men hun kan godt afsløre et par ingredienser.
- Farven på glasuren er fremkommet ved, at jeg har puttet dels aske fra naboens ovn i glasuren og dels noget tørt, grønt ler, som jeg fundet ude på Røjle Klint. Det giver den her grønligtbrune farve, som de blev meget glade for derinde på noma, siger Astrid Schmidt.
Det var dog ikke til at fremskaffe nok af den grønne ler fra Røjle. Da Astrid tog på jagt efter mere af den eftertragtede farve, stod leret under vand, og hun måtte brygge videre på glasuren med andre ingredienser.
Ifølge den erfarne keramiker så lykkedes det - næsten da - at kombinere en blanding, der ligner den med Røjle-ler.
Jeg blev da lidt smigret, det må jeg indrømme. Da min søn og jeg var derinde og spise og så alle de 50 kander, som jeg har leveret, det var da herligt.
Nu skal der ro på
Selvom Astrid Schmidt bliver kontaktet af potentielle kunder her i kølvandet på noma, så springer hun ikke straks til drejeskiven.
- Jeg er jo en gammel kone, og jeg kan ikke klare så frygteligt meget. Og jeg duer ikke til at have andre til at lave det. Nej. Så sådan er det, siger Astrid Schmidt med et smil.