Kæmpe slotsprojekt bremset: - Det er en glædens dag

Afgørelsen om at standse udbygningen af Nyborg Slot glæder dem, der har klaget over projektet.

Torsdag blev der sat en stopper for planerne om en 350 millioner kroner dyr udbygning af det fredede Nyborg Slot. Udbygningen skulle have ført slottet tilbage til det firelængede fæstningsværk, der stod i byen i middelalderen med borgring og udsigtstårn.

Men Miljø- og Fødevareklagenævnet har torsdag givet medhold til klagerne, der har været imod projektet, fordi der skulle bygges nyt ovenpå fortidsminder.

quote Afgørelsen var en kæmpe mavepuster

Mette Ladegaard Thøgersen, leder af Nyborg Slot & Kulturarv

Det glæder Frederik Siemssen fra foreningen Kultur & Arv, som er en af de parter, der har været imod byggeriet fra starten.

- Dagen i dag er en glædens dag forstået på den måde, at det er lykkedes at sikre, at Nyborg Slot ikke bliver udsat for ødelæggelser, som det ikke er muligt at lave om igen. Det var ellers det, der var lagt op til.

- Men det er på samme tid også en en ærgerlig dag, der markerer, at det har været nødvendigt at tage statens fredningsmyndighed alvorligt ved hornene og indbringe den for en klagemyndighed for at være sikker på, at det, de giver lov til, får den opmærksomhed, som det skal have, siger Frederik Siemssen, der er formand for Kultur & Arv.

Kæmpe mavepuster

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse faldt med stemmerne fire mod tre, og den tætte afgørelse betyder for museumsfolkene i Nyborg, at det sidste ord langt fra er sagt i denne sag.

- Afgørelsen var en kæmpe mavepuster. Projektet har været ti år undervejs, og vi har vendt hver en sten undervejs, så alt er blevet rigtig grundigt undersøgt. Sammenlignelige projekter har fået dispensationer, så vi er meget overraskede, siger Mette Ladegaard Thøgersen, der er leder af Nyborg Slot & Kulturarv.

I byrådet i Nyborg Kommune har en række partier kæmpet for projektet i en årrække, og derfor var det heller ikke en specielt morsom dag for DF’eren Carsten Kudsk og partifællerne.

- Vi er dybt rystede. Det her er jo ikke kun et projekt for kommunen og styrelser, det er byens projekt. Jeg frygtede, at den melding ville komme, fordi der har været den modstand mod projektet, der har været, siger Carsten Kudsk.

Han vil nu bede om at få en juridisk vurdering af afgørelsen og få afklaret, om der er mulighed for at gå til domstolene.

Parterne bag projektet mødes på et senere tidspunkt for at drøfte, hvad der så skal ske.

Oversigt

    Oversigt