En 16-årig dreng skal tilbringe mindst de næste fire uger bag tremmer.
Drengen er bag lukkede døre ved et grundlovsforhør i Retten i Odense blevet varetægtsfængslet. Han sigtes for medvirken til brandstiftelse i en forladt skole på Demantsvej i Odense tirsdag aften, skriver Fyens Stiftstidende.
Den 16-årige er fra Glamsbjerg og er ifølge sigtelsen mistænkt for sammen med to andre at have tændt ild i bygningen, som har huset Al-Salahiyah Skolen og senere Fyns Privatskole.
Drengen nægtede sig skyldig og kærede kendelsen til landsretten.
Fyns Politi mangler at tale med to formodede medgerningsmænd.
Branden blev i første omgang anmeldt til beredskabet klokken 18.27, og beredskabet fik hurtigt ilden under kontrol. Ilden blussede dog op igen natten til onsdag.