29 lærere og pædagoger skal fyres: - Det er ganske forfærdeligt

Odense Lærerforening kalder udmeldingen om, at der skal fyres 29 lærere og pædagoger i Odense for katastrofal og uambitiøs.

Tirsdag blev det klart, at 29 stillinger skal nedlægges på skoler og daginstitutioner i Odense Kommune.

I alt 42 lærere, pædagoger og børnehaveklasseledere er blevet prikket, og af dem vil 13 blive flyttet til job på andre skoler.

Fyringerne sker som følge af, at kommunen fremover får brug for 14 færre skoleklasser, og så skal der passes 300 børn færre i kommunens SFO'er.

quote Det her er en katastrofe. Og det er uambitiøst

Anne-Mette Kæseler Jensen, formand for Odense Lærerforening

En af de skoler, der rammes af fyringer, er Rosengårdskolen. Her skal der være tre klasser mindre, og derfor skal der nu nedlægges tre stillinger.

- Det er ganske forfærdeligt. Det går ud over lærerne personligt, og det sætter også sine spor på hele skolen, at der er kolleger, vi skal sige farvel til, siger Jan Andersen, der er lærer og tillidsrepræsentant på Rosengårdskolen.

Han mener, at den forflyttelsesrunde, der nu går i gang, hvor 13 lærere skal flyttes til en stilling på en ny skole, i realiteten handler om noget helt andet.

- Den viser sit grimme ansigt og tegner mere og mere et billede af en fyringsrunde. Og så ser det mere alvorligt ud, siger Jan Andersen.

Påvirker meget

Som lærer og tillidsmand har han oplevet flere fyringsrunder i Odense Kommune. Og hver eneste gang rammer det hårdt, fortæller han.

- Det påvirker os rigtig meget, for selv om vi prøver at have tillid til udmeldingerne fra kommunen, så oplever vi, at skolen mere og mere er et spareprojekt, end det er et investeringsprojekt, siger Jan Andersen.

Årsagen til fyringerne er, at en stor årgang er på vej til at forlade folkeskolen, mens en mindre kommer ind. Derfor er der brug for færre lærere, lyder kommunens argumentation.

Den køber Jan Andersen ikke.

- Samlet set i kommunen er antallet af elever her. De er bare kommet ind i større klasser, siger tillidsmanden.

I alt bliver 25 lærere til overs, mens der til sommer bliver ni ledige stillinger. Altså skal 16 lærere finde nyt job.

Lærerformand: - En katastrofe

Hans holdninger bakkes op af formanden for Odense Lærerforening, Anne-Mette Kæseler Jensen. Hun mener, at kommunen med beslutningen om fyringerne sender et helt forkert signal, efter de store udmeldinger om, at skatten skulle stige fordel for velfærden - blandt andet for børn og unge.

- Nu står vi så i stedet i en situation med fyringer. Det passer jo slet ikke ind i den fortælling. Jeg synes, det begynder at blive utroværdigt, hvis ikke vi snart ser nogle andre løsninger, siger Anne-Mette Kæseler Jensen.

Hun peger på, at Odense allerede ligger tredjesidst på listen over, hvor meget de enkelte kommuner bruger på folkeskolen pr. indbygger.

- Så det her er en katastrofe. Og det er uambitiøst, siger lærerformanden.

 

 

Odenses skoler er uforstående overfor nedlæggelse af lærerstillinger.

Oversigt

    Oversigt