Corona-retningslinjer blev brudt til bryllupsfest: Hummelmose var også med

Det fremtrædende byrådsmedlem Tommy Hummelmose var også til det bryllup, hvor corona-retningslinjer blev sat ud af spil.

Odense-borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), var ikke den eneste folkevalgte, som deltog i det bryllup den 28. august, hvor sundhedsstyrelsens retningslinjer ikke blev overholdt, da en stor gruppe af feststemte og hvidklædte gæster dansede og hoppede meget tæt til livemusik. 

Også Tommy Hummelmose, konservativ byrådsmedlem fra Odense , deltog i bryllupsfesten. En fest som  Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet,  har gjort det klart, at han ikke ville deltage i, hvis han havde muligheden. 

- Hvis der var en person til stede smittet med coronavirus, en såkaldt superspreder, så ville der være mange i lokalet, der er udsat for smitte nu. Det er tydeligt, at folk ikke har den afstand, de skal have, sagde Kolmos torsdag til TV 2/fyn. 

TV 2/Fyn ville gerne have interviewet Tommy Hummelmose, og hørt ham om opførslen til festen var passende i lyset af corona-situationen i Danmark. Hummelmose ønskede først ikke at stille op til interview. Derefter havde han for travlt til at stille op til interview. Han kan desuden ikke svare på, om han på et senere tidspunkt ønsker at stille op til interview. 

Har tidligere kritiseret indvandrermiljøer for eid-fester

Tommy Hummelmose deltog altså i fest, hvor corona-retningslinjerne om afstand langtfra blev overholdt. Det sker efter, at han tidligere på måneden i et Facebook-opslag kritiserede indvandrermiljøer for at afholde eid-fester.  

I et opslag med overskriften "Corona blusser op i indvandrermiljøer" skriver han: "Vi skal have flere toneangivende personer fra disse miljøer til at forklare og lære deres landsmænd om alvoren og de nødvendige restriktioner."

Derfor ville TV 2/Fyn også gerne have spurgt Tommy Hummelmose, om han selv har forstået alvoren, når han deltog i en fest, hvor retningslinjerne ikke blev overholdt. 

Kritiserer borgmesteren for at gå i flyverskjul - men svarer ikke selv på spørgsmål

Torsdag fortalte TV 2/Fyn om festen, hvor borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), deltog. Borgmesteren stillede op til interview og forklarede blandt andet, at koncerten var en surprise, at han havde medbragt håndsprit, og at han ikke havde deltaget , hvis smittetrykket den 28. august havde været lige så højt som i dag. 

Tommy Hummelmose stiller dog ikke op til interview, som Peter Rahbæk Juel. Det sker til trods for, at Hummelmose tidligere har kritiseret lige akkurat borgmesteren for at gå flyverskjul for pressen. 

Den 12. juni skrev han blandt andet på Facebook, at borgmesteren var gået i flyverskjul i sagen om rod i budgetterne i kommunens børn- og ungeforvaltning med følgende ordlyd om borgmesteren: "Når han har dårlige sager, bliver han usynlig".

Også i 2018 var Hummelmose efter borgmesteren med nedenstående opslag: 

Men imens borgmesteren altså har stillet op til interview om sin deltagelse i bryllupsfesten, har det ikke været muligt at få den fremtrædende konservative politiker i tale.

 

Oversigt

    Oversigt