Forslagene var mange, da politikerne i Odense mødtes til første behandling af budgettet for 2022 onsdag.
Torsdag fortsætter de egentlige forhandlinger, når politikerne mødes klokken 12.00.
På onsdagens byrådsmøde kom politikerne med masser af ønsker og forslag til, hvordan næste års budget på 12,7 milliarder kroner skal bruges.
Ønsker i massevis
I den 6,5 time lange debat, var der forslag fra alle partierne.
Blandt andet lød det fra Dansk Folkepartis Carsten Sørensen, at der skulle være bedre overnatningssteder for hjemløse med hunde og computere på varmestuerne, så de udsatte kan tjekke e-mail.
Susanne Crawley fra Radikale foreslog en ny kulturinstitution på havnen i Odense og byggeri af en ny stor skole i midten af byen.
Faktisk var ønskerne fra partierne så mange, at borgmester Peter Rahbæk Juel (S) i sin opsummering af ønskerne fra partierne, konstaterede, at hans lommeregner var brændt sammen, når han skulle lægger beløbene fra alle ønskerne sammen.
Alle vil give til de ældre
Et område som alle partier havde højt på ønskesedlen er ældreplejen. Her var der bred enighed om, at der skal bruges flere penge. Både af hensyn til de ældre, men også af hensyn til trivslen for de ansatte.
Konkret har Socialdemokratiet spillet ud med et ønske om, at der skal ansættes 200 ekstra personer i ældreplejen i Odense. Af dem foreslår borgmester Peter Rahbæk Juel (S), at en tredjedel skal tilknyttes plejehjemmene.
Også Konservative, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti har spillet ud med tanker om forbedringer af ældreplejen. Konkret vil partierne bruge 200 millioner kroner ekstra på området.
Pengene skal blandt andet gå til bedre pleje og omsorg, genåbning af dagcentrene, så de ældre kan blive aktiveret og byggeriet af et alderdomshjem, som skal være et sted midt i mellem egen bolig og et plejehjem.
Hvordan budgettet ender, og hvornår det bliver indgået, det vil tiden vise. De konkrete forhandlinger starter torsdag klokken 12.00.