Det er mig, der hyrer og fyrer, siger direktør om skoleleder

Administrerende direktør i Børn- og Ungeforvaltning i Odense Kommune, Hanne Dollerup, har været fåmælt i sagen om Agedrup Skole. Fokus har i første omgang været på skolen, eleverne og forældrene.

Det har været yderst sparsomt med citater fra administrerende direktør i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune Hanne Dollerup de seneste tre uger.

Det er ellers ikke fordi, der ikke har været noget at tale om.

For lige siden det 19. februar kom frem, at 113 forældre på Agedrup Skole i Odense havde sendt et bekymringsbrev til skoleledelsen og embedsværket, så har flere medier - herunder TV 2 Fyn - ad flere omgange forsøgt at få en kommentar fra "direktøren for det hele".

Blandt andet da de tre rådmænd - arbejdsmarkeds- og socialrådmand Christoffer Lilleholt (V), by- og kulturrådmand Søren Windell (K) og sundhedsrådmand Tommy Hummelmose (K) - fredag 8. marts opfordrede til at få afsat skolelederen på Agedrup Skole, Christian Gantzhorn Hovendal, midlertidigt.

Dengang tog børn- og ungerådmand i Odense Kommune, Susanne Crawley (RV), skolelederen i forsvar. Hanne Dollerup forblev dog tavs, selvom TV 2 Fyn rakte ud til hende.

- Jeg går ikke i pressen, når politikerne diskuterer. Afgørelsen om skolelederen ligger hos forvaltningen. Det er min opgave at hyre og fyre. Nu er Christian skoleleder, og det er det, jeg har besluttet, siger hun onsdag i et interview med TV 2 Fyn.

Anledning til at diskutere folkeskolen

Her sætter hun også ord på, hvordan hun har det med, at de odenseanske folkeskoler er kommet på dagsordenen, efter flere episoder med grænseoverskridende adfærd har set dagens lys.

- Jeg er optaget af, at det her er en diskussion, som handler om Agedrup og folkeskolerne i Danmark. Det er velkomment at vi får en anledning til at kigge på, hvordan vi driver folkeskolen.

Er der et behov for en anledning til at tale om, hvordan vi driver folkeskolen?

Vi diskuterer løbende, hvordan vi driver folkeskolen. Jeg havde også gerne været denne situation foruden. Vi skylder forældre og børn på Agedrup at tage en diskussion, og nu sætter vi massivt ind i forhold til at genskabe en god folkeskole i Agedrup, fortæller den administrerende direktør i Børn- og Ungeforvaltningen.

Nogle af de tiltag, der er sat i værk for at "genskabe en god folkeskole i Agedrup" handler om gårdvagter i gule veste, der igangsætter lege, læger på stand by, en hotline direkte til forvaltningen for bekymrede forældre og trivselssamtaler med alle elever på visse årgange.

Derudover offentliggjorde forvaltningen mandag en spørgeskemaundersøgelse foretaget på skolelederne på de odenseanske folkeskoler, som udvalgsmedlemmerne bestilte på baggrund af bekymringsbrevet.

I undersøgelsen svarer flere skoleledere, at de oplever et stigende problem med grænseoverskridende adfærd blandt eleverne.

Lærerne skal udstyres med flere kompetencer

Det giver ifølge Hanne Dollerup anledning til at kigge efter, om rammerne i folkeskolen er, som de skal være.

- Der er signaler om, at vi har brug for at zoome ind på fællesskabet. Vi har brug for at kigge på, hvad det er for nogle kompetencer, der skal til, for at skabe et godt børnefællesskab, hvor børn udvikler sig, trives og lærer, siger hun og fortsætter:

- Vi kigger løbende på, hvordan vi bruger vores ressourcer og kompetencer bedst muligt for at skabe en god folkeskole. Det er alt fra, hvordan vi får varieret undervisning, til at have et blik for hvordan vi på en god måde giver de børn, der har brug for det, en hjælpende hånd.

Tidligere har både Odenses borgmester, Peter Rahbek Juel (S), og rådmand for Børn- og Ungeudvalget, Susanne Crawley (RV), udtrykt signal om flere penge til kommunens folkeskoler.

Men selvom pengene sikkert vil falde på et tørt sted, så står skoledirektøren ikke med hatten i hånden:

- Det er min opgave at forvalte den pose penge, der er, på den bedst mulige måde, slår hun fast.

Kan I løse de problemer, der er, inden for de økonomiske rammer, I har for nuværende?

Det kan vi. Det skal vi. Jeg kan ikke vide, om der kommer flere penge til folkeskoleområdet, og derfor er det min opgave at kigge på, om vi bruger ressourcerne på den rigtige måde, lyder svaret.

Oversigt

    Oversigt