Frivillige stævnet for millionbeløb - kunne det samme ske for dig?

Se, hvad du skal være særligt opmærksom på, hvis du sidder på en bestyrelsespost i en forening og gerne vil undgå en træls millionregning.

Seks frivillige i Odense er blevet stævnet af kommunen for 1,1 millioner kroner hver især.

Som bestyrelsesmedlemmer var de ifølge kommunen ikke opmærksomme på, at deres forening fik udbetalt 7,7 millioner kroner for meget i støtte.

Spørgsmålet er, om det samme kunne ske for dig, hvis du arbejder som frivillig i en bestyrelse.

- Det er en vigtig diskussion at have, hvad der forventes af os, når vi stiller op til bestyrelser - også selv om vi er de glade amatører eller velmenende mennesker, som gerne vil gøre en forskel, siger Frederik. C. Boll, der er direktør i Ingerfair, som arbejder for at skabe gode rammer for frivillige.


Som sagen fra Odense er et eksempel på, kan bestyrelsesmedlemmer hæfte personligt for de handlinger, de er med til at foretage.

Her er bestyrelsens ansvar

Ifølge Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CSFA), der arbejder med at udvikle frivilligledelse og bestyrelsesarbejde, kan en frivillig bestyrelse, også selv om den består af amatører, hverken læne sig op ad en revisor eller forskellige kontrolinstanser.

- Økonomien er bestyrelsens ansvar, siger centerchef Rillo Rud.

- Det er et stort ansvar, og det betyder, at man skal bruge tid og ressourcer på at grave sig ned i økonomi og medlemstal, selv om man er drevet af det, foreningen skal lave, forklarer hun.

Centerchefen synes dog, det er værd at understrege, at det ikke lige er hver dag, at bestyrelsesmedlemmer bliver stævnet for millionbeløb.

- Det oplever vi heldigvis meget sjældent eller aldrig. Der kan selvfølgelig været nogle bestyrelser, der er blevet stævnet, og som ikke ringer og fortæller det til os eller pressen, siger Rillo Rud.

Pas på, hvis du ikke ved noget om økonomi

Til gengæld er hun ikke tvivl om, at der sidder bestyrelsesmedlemmer rundt i landets foreninger, som alligevel bør tænke sig gevaldigt om, hvis de vil undgå, noget lignende sker for dem.

- Jeg kan med fuld sikkerhed sige, at der sidder bestyrelser rundt omkring i landet, der ikke er blevet introduceret nok til det ansvar, de har. Langt de fleste sidder dog i foreninger med meget små økonomier, forklarer hun.

- Hvis du ved så lidt om økonomi, at du ikke sammen med tre-seks andre bestyrelsesmedlemmer føler dig tryg ved at skrive under på et årsregnskab og har forstået, hvad der står i det, skal du ikke stille op til en bestyrelse, tilføjer hun.

Seks frivillige i Odense Øvelokaleforening er blevet stævnet af kommunen for 1,1 millioner kroner hver især.
Seks frivillige i Odense Øvelokaleforening er blevet stævnet af kommunen for 1,1 millioner kroner hver især.
Foto: Ken Petersen

Hjælp fjernet fra finansloven

Frederik C. Boll ærgrer sig over, at CSFA har mistet sit tilskud fra staten på finansloven, så der fra i år blev lukket gratis tilbud til frivillige bestyrelsesmedlemmer, der vil lære om, hvordan det er at arbejde i en bestyrelsen, og hvilket ansvar der følger med.

Det samme gælder blandt andet lignende tilbud fra Frivilligrådet og FriSe.

- De står også til at miste penge på næste års finanslov, siger Frederik C. Boll.

- Det offentlige skriger på mere samarbejde med civilsamfundet, og så er det lidt pudsigt, at man så med den anden hånd lige har skåret ti millioner kroner hos Center for Frivilligt Socialt Arbejde, som er sat i verden for blandt andet at kompetenceudvikle bestyrelser, forklarer han.

Hjælp fra det offentlige

Dermed bliver det sværere for frivillige og nye bestyrelsesmedlemmer at få hjælp til, hvordan de passer deres arbejde bedst muligt.

- Der er rigtig meget lovgivning, eksempelvis hvidvasklovgivning og dokumentationskrav, siger Frederik C. Boll.

- Det offentlige har en særlig forpligtelse til at hjælpe med noget understøttelse, forklarer han.

I Odense Kommune vil man ikke kommentere, hvad bestyrelsens forsømmelser i den konkrete sag består i.

Til gengæld oplyser kommunen, at den tilbyder gratis kurser for bestyrelsesmedlemmer, hvor det vil blive gennemgået, hvilket ansvar man skal tage på sig - blandt andet styringen af økonomi og om man kan hæfte for foreningens økonomi.

Oversigt

    Oversigt