I Odense Zoo svømmer søløverne intetanende rundt og nyder deres bassin, mens løveunger ligger i flok og nyder udsigten ud over parken.
Små fire kilometer derfra er kulisser i gang med at blive bygget på Odense Teater.
Fælles for de to steder er, at de har været tvangslukket af corona siden 19. december og skal være det frem til 16. januar. Fælles er også, at de nu ønsker en lidt mere langsigtet plan for genåbningen, så de har et større overblik over, hvad der skal ske.
- Det er svært at få rykket datoen hele tiden. At rykke noget ti dage ad gangen er enormt usikkert. Så hellere en fast dato længere ude i fremtiden, for fra den ene dag til den anden er meget vanskeligt, siger Bjarne Klausen, der er direktør i Odense Zoo.
Stop and go
Sundhedsministeren og sundhedsordførerne fra Folketingets partier holdt onsdag møde om genåbning, men der kom ikke nogen konkrete bud på en øjeblikkelig plan.
Og det ærgrer Dansk Erhverv, som især ønskede, at kulturlivet kunne åbne hurtigere.
- Det er drønærgerligt, at man ikke besluttede sig for at åbne kulturlivet. For dér passer man på hinanden, det giver værdi og kvalitet i en trang tid, hvor coronaen er væltet ind over os. Det er umådeligt hårdt med uvished og ”stop and go”-løsninger for erhvervslivet, siger Brian Mikkelsen, der er administrerende direktør i Dansk Erhverv.
Vi bliver bedre og bedre til at være omstillingsparate, for vi har været det før. Forhåbentligt kan vi åbne søndag den 16 og er fuld klar til at tage imod eleverne
På Odense Teater er det frustrerende ikke at vide, hvornår deres forestillinger kan gå i gang, når mange af restriktionerne foregår i 14 dages intervaller.
- Vi har en masse ressourcer, som vi kaster ind i vores forestillinger. Og hvis det så viser sig, at vi alligevel ikke kan spille de her forestillinger, så er det at producere til skraldespanden, siger direktør på Odense Teater, Jacob Schjødt.
- Vi er mere omstillingsparate
På Gymnastikhøjskolen Ollerup er der stilhed, før stormen af højskoleelever indtager skolen igen, når de får lov. Ligesom kulturlivet, har højskolerne været hårdt ramt af nedlukningerne, men her er der mere ro på i forhold til en genåbningsplan.
- Jeg ville da ønske, at jeg kunne sætte en præcis dato på, hvornår eleverne kan kommer her. Men jeg er ikke sundhedsuddannet og tror, at alle gør det bedste, de kan. Jeg vil hellere være lidt usikker og åbne før end at skulle holde lukket en måned mere, understreger Thomas Smidt Dissing, der er forstander på højskolen.
Han husker tilbage på en tid, hvor der konstant var usikkerhed forbundet med det ellers så frie højskoleliv.
- Vi fik nye restriktioner hver uge for to år siden. Nu er vi et andet sted, hvor vi har tid til at reagere, siger han og tilføjer:
- Vi bliver bedre og bedre til at være omstillingsparate, for vi har været det før. Forhåbentligt kan vi åbne søndag den 16. og er fuld klar til at tage imod eleverne.
Ingen halve åbninger
Til forskel fra højskolen i Ollerup, der er okay med en lidt usikker opstart, håber både Odense Zoo og Odense Teater på en mere sikker plan.
- Jeg har to store ønsker. Det ene er, at vi får at vide i rigtig god tid, hvornår vi må åbne, for det er en meget kompliceret forretning, vi har. En ting er, at vi holder liv i dyrene i lukkeperioden, men skal vi åbne, skal vi have gang i vores spisesteder, vi skal have hjemkaldt folk og have bestilt nye varer, siger Bjarne Klausen og fortsætter:
- Det andet er, at vi for guds skyld ikke skal åbnes halvt, som vi prøvede sidste år med fulde omkostninger og halv indtægt.
Noget teaterdirektøren kan bakke fuldstændig op om.
- Det eneste, vi beder om, er, at politikerne tager stilling til noget, som rækker længere ud end 14 dage ad gangen. Det er så svært for os at agere efter, når vi har de her korte deadlines, understreger Jacob Schjødt.