Marcherer mod Superligaen: OB er blandt Europas mest suveræne tophold

Med 43 point i 16 kampe er OB blandt de mest suveræne hold i Europa i denne sæson.

Banner: Fyn fortjener et hold i Superligaen

ANALYSE

OB fortsætter med at feje al modstand af banen i marchen mod Superligaen. Lørdag gik det ud over AC Horsens, der blev besejret med 3-2, og halvvejs inde i sæsonen har det fynske tophold i NordicBet Ligaen nu et forspring på hele 13 point ned til nummer to og 16 point ned til nummer tre. Det bør ikke kunne gå galt. 

De to seneste runder har sat en tyk streg under OB's status som ligaens stærkeste hold, da OB netop har besejret de nærmeste forfølgere uden de store dikkedarer. 

Senest mod Horsens var sejren ikke sådan for alvor i fare, og OB burde vel have lukket og slukket midtvejs i anden halvleg, da Don Deedson ikke fik udnyttet en friløber. 

OB har håndteret rollen forbilledligt

På grund af landsholdsterminen er der ikke kamp i kommende weekend, så træner Søren Krogh og kompagni kan holde fri med god samvittighed. Efter 16 runder er halvdelen af sæsonen overstået, og OB har grebet tilværelsen i NordicBet Ligaen an på professionel vis. OB har håndteret rollen som tophold forbilledligt, og spillerne har både udvist klasse, koncentration og vindermentalitet. 

Sportsdirektør Troels Bech så rigtigt, da han i sommer lod 15 spillere forlade klubben og kun hentede én ny spiller udefra, mens talenterne har fået flere pladser i truppen. Søren Krogh har formået at sætte holdet op på den rette måde. Og spillerne har udvist stor professionalisme.

For selvom man har de bedste spillere og den stærkeste økonom, er det ikke givet, at man kan føre sin række så overbevisende. Med 14 sejre i 16 kampe og hele 43 point på kontoen har OB et pointsnit på 2,69 point pr. kamp, og det er ikke bare det højeste snit i 30 år i 1. division. Kigger man ud i Europa i denne sæson, er der ikke mange hold, der kan matche OB's antal point.

Suverænt pointsnit

TV 2 Fyn har gennemgået alle Europas ligaer, og OB er således i Top 10, når det handler om at have det højeste pointsnit i denne sæson. OB's suverænitet er således på niveau med storklubber som Sporting i Portugal, Celtic i Skotland og PSV i Holland. Ni klubber har højere pointsnit, men det er i færre antal kampe.

I tabellen herunder kan du se listen over de mest suveræne tophold i Europa målt på pointsnit. Artiklen fortsætter under tabellen.

#LandLigaHoldPointKampeSnit
1Portugal1Sporting33113,00
2Bulgarien1Ludogorets40142,86
3Serbien1Røde Stjerne40142,86
4Luxembourg1Differdange34122,83
5Tyrkiet1Galatasaray31112,82
6Skotland1Celtic31112,82
7Grækenland2Pafos28102,80
8Holland1PSV33122,75
9Tjekkiet1Slavia Prag38142,71
10Danmark2OB43162,69
11Moldova1FC Sheriff35132,69
12Bosnien2Zrinjski32122,67
13Ukraine1Dynamo Kiev32122,67
14Frankrig1PSG29112,64
15Slovakiet1Slovan34132,62

Det skal selvfølgelig med, at OB spiller i den næstbedste række, men sammenligner man med den næstbedste række i de 20 stærkeste lande i Europa, er der heller ikke mange på niveau med Søren Kroghs mandskab.

Og så en vigtig pointe: De fine tal fortæller om en stærk OB-præstation, men det fortæller også noget om en svag række. NordicBet Ligaen i Danmark er i denne sæson på et lavt niveau, så de fine fynske præstationer er også på en billig baggrund. Det er også et vidnesbyrd om, at OB aldrig burde befinde sig på dette niveau, og at det er en skandale, at OB rykkede ned og skal bruge en sæson på næstbedste niveau.

Men det ændrer ikke på, at OB marcherer fremad mod Superligaen i overbevisende stil. Med to runder til vinterpause tyder alt på, at julefreden kan sænke sig i Ådalen til december med udsigt til oprykningsfest i det tidlige forår 2025. 

Oversigt

    Oversigt