Den fynske erhvervsmand Niels Thorborg, der blandt andet ejer L'easy, Odense Sport og Event og en større ejendoms- og investeringsportefølje, er blevet udpeget som ny bestyrelsesformand for Syddansk Universitet, SDU.
Thorborg har selv læst erhvervsøkonomi på SDU, og nu ser han frem til udfordringen som ny bestyrelsesformand.
- For mig er det en ære at blive udpeget som bestyrelsesformand for SDU. Jeg har haft et godt samarbejde med bestyrelsen og bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen, som jeg har den dybeste respekt for. Han har været en fremragende formand for SDU, og det bliver en betydelig opgave at løfte arven efter ham.
- Lars Nørby Johansen har medvirket til at placere SDU som et stærkt og innovativt universitet, som hele tiden ønsker at gå nye veje – og den retning ser jeg frem til at fortsætte sammen med den øvrige bestyrelse og direktion, siger Niels Thorborg i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Som bestyrelse skal vi være nysgerrige i forhold til, hvordan vi driver universitetet. Vores fornemmeste opgave er dog hele tiden at understøtte, at SDU fortsat et er godt sted at arbejde og studere, og at der bliver leveret forskning og uddannelser i verdensklasse. SDU skal have som mål at skabe værdi for og med samfundet, udfolde talent og bryde grænser.
Niels Thorborg overtager posten som bestyrelsesformand den 1. januar 2019 fra Lars Nørby Johansen, der fratræder efter at have været med i bestyrelsen i de maksimale otte år, som universitetsloven tillader.