Ny serie går tæt på Odense Boldklub: - Det er fællesskab, og det er følelser

For første gang nogensinde har OB lukket et tv-hold ind bag de normalt lukkede døre.

- De her spillere skal uddannes til at kunne konkurrere fra dag ét. 

Ordene er Tonny Hermansens, akademichef i Odense Boldklub. 

Og netop dét er udgangspunktet for TV 2 Fyns nye serie ‘En gang Odense altid Odense’, der går helt tæt på Odense Boldklub. Tættere end nogen andre tidligere har været.

Odense Boldklub vil gerne være i top-seks i dansk fodbold, og det vil de gerne med brug af egne talenter. Det kræver hårdt arbejde både på banen og uden for banen. Både af spillere og af staben omkring.

I ti måneder har TV 2 Fyn fulgt det arbejde, der ligger bag det at blive professionel fodboldspiller. Du kommer blandt andet med, når den dengang 16-årige Tobias Slotsager underskriver sin første fuldtidskontrakt, og når Jakob Breums fysiske tal testes, så klubben kan vurdere, hvad han skal arbejde med.

- Det har været et spændende projekt, hvor vi blev kastet ud i tingene sidste sommer og ikke fra start vidste, hvad der kom ud af det. Det har været lærerigt at have et kamera med så ofte, og jeg synes, det har været en god tid. Og så synes jeg, at det er blevet en god serie i forhold til at vise, hvad der skal til for at blive superligaspiller, siger Tonny Hermansen.

Alle har en holdning til OB

I seriens seks afsnit kommer seerne tæt på OB's akademi og talentarbejde. Talentudviklingen har høj prioritet i OB, og i dokumentarserien følger TV 2 Fyn nogle af de unge stjernefrø, der knokler for at udleve drømmen om en karriere i fodboldverdenen. 

Blandt andet en karriere i superligatruppen, som jagter top-seks i Superligaen.

- Det er ikke alle fynboer, der er OB-fans, men alle fynboer har en holdning til OB, og derfor blev vi også begejstrede, da fodboldklubben i juni måned sidste år sagde ja til at give folk et kig ind bag facaden, siger Lasse Hørbye, chefredaktør på TV 2 Fyn.

Serien kommer med helt derind, hvor vi normalt aldrig kan kigge med. Vi er med i omklædningen, når de afgørende kampe står, og seerne kommer tæt på op- og nedture for OB’s akademihold og superligahold. Men også for de enkelte spillere. 

Der er store følelser på spil. Både for de helt unge spillere i akademiet og spillerne i superligatruppen.
Der er store følelser på spil. Både for de helt unge spillere i akademiet og spillerne i superligatruppen.
Foto: Rasmus Rask

Seerne kommer med i lufthavnen, da et gambiansk stjerneskud for allerførste gang er på dansk jord, når akademispillerne får skideballer, når talenternes indsats evalueres, når fremtidens strategi fastlægges, og når sejrene fejres med kram, skrig og skrål i omklædningsrummet i Zagreb og under tribunen på Odense Stadion.

- Det her er en historie om at uddanne unge mennesker til at præstere i et elitemiljø. Det er store drenge og unge mænd, der drømmer stort, siger Esben Seerup, direktør TV 2 Fyn, og fortsætter:

- OB er det fællesskab, der samler allerflest mennesker på Fyn. Alle på Fyn, også dem der ikke er interesserede i fodbold, har et forhold til OB. Det er følelser, og det er fællesskab, og det vil vi gerne fortælle med serien.

Samarbejde med Viaplay

Serien er lavet i samarbejde med Viaplay, og derfor kan alle afsnit også streames på deres tjenester. Med samarbejdet er det lykkedes begge parter at kunne lave et bedre produkt, hvor det også er muligt at vise kampbilleder fra Superligaen.

Serien kan streames fra fredag den 12. maj ved download af TV 2 Fyn Play-app'en - eller ved at klikke her

Første afsnit vises også på TV i forbindelse med nyhedsudsendelsen klokken 19.30 den 14. maj, og de efterfølgende afsnit vises hver søndag. 

‘En gang Odense altid Odense’ er en dokumentarserie, der ikke kun vil appellere til fodboldentusiaster, men til alle, der er fascinerede af, hvad der skal til for at lykkes i et konkurrencemiljø

Fotograf: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt