Børn- og Ungeudvalget i Odense Kommune har tirsdag givet grønt lys til at lægge de to Vollsmose-skoler, Abildgårdskolen og H.C. Andersen Skolen, sammen.
Selv om eleverne fra H.C. Andersen Skolen i praksis flyttes over på Abildgårdskolen, har udvalget også besluttet, at skolen skal have et nyt navn - et forslag, som Christoffer Lilleholt, der er politisk ordfører for Venstre i Odense, kom med i januar.
- Det er en del af en stor kultursammenlægning. Det er vigtigt, det bliver en sammenlægning af to skoler og ikke en lukning af én skole, siger Christoffer Lilleholt til TV 2/Fyn.
Eleverne bestemmer navnet
Med andre ord håber han, at de to skoler, der igennem de seneste år har haft en række dårlige resultater, får mulighed for at starte forfra.
- Et navn gør ikke det hele, men det betyder utrolig meget, at de er ligeværdige, siger han.
Selve navnet skal eleverne på den nye skole være med til at bestemme.
- Der skal skabes ejerskab hos eleverne. Det er eleverne, der kender skolen bedst. Det må være eleverne, der skal være med til at vælge det, siger Christoffer Lilleholt.
I sidste ende skal de voksne godkende navnet
Det åbner for, at eleverne kan komme med alverdens forslag, men venstremanden er sikker på, at skolen kommer til at få et godt nyt navn.
- Vi har nogle dygtige elever, der er virkelig interesseret i at skabe en ny skole. Der er et kæmpe engagement fra elever, lærere og forældre. Jeg er sikker på, at eleverne nok skal finde nogle gode forslag, forklarer Christoffer Lilleholt.
I sidste ende er det dog ikke eleverne, der afgør, hvad den nye skole i Odense skal hedde. Det vil være Børn- og Ungeudvalget i Odense Kommune samt skolens nye bestyrelse, der godkender skolens nye navn. Derudover skal skolens navn også godkendes af Undervisningsministeriet. Ofte får nye skoler navn efter noget, der kendetegner lokalområdet.
Tre skoler opkaldt efter H.C. Andersen
Skolerne i Vollsmose har tradition for at søge inspiration hos den odenseanskfødte eventyrforfatter og digter H.C. Andersen, når bydelens skoler skal navngives.
H.C. Andersen Skolen er som bekendt opkaldt efter forfatteren, mens både Abildgårdskolen og Humlehaveskolen, der lukkede i 2011, er inspireret af teksten til “I Danmark er jeg født”, som H.C. Andersen skrev i 1850.
Om eleverne, der i dag går på H.C. Andersen Skolen og Abildgårdskolen, også søger inspiration fra eventyrforfatteren, vil tiden vise.
Efter planen skal de to skoler sammenlægges til én skole gældende fra skoleåret 2021/2022 i et forsøg på at forbedre integrationen i Odense-bydelen.
I august næste år skal de 305 elever fra H.C. Andersen Skolen flyttes over på Abildgårdskolen, så de i alt 750 elever i Vollsmose samles på én og samme adresse under samme skoledistrikt.