Der er travlhed på sportsdirektørens kontor i Odense i disse dage.
Troels Bech tiltrådte som sportsdirektør i OB for en uges tid siden, og i sit første interview efter pressemødet møder TV 2 Fyn ham mellem heftig mødeaktivitet med samtaler med spillere, agenter og medlemmer af staben.
Spillerne er aktuelt på ferie og vender tilbage 24. juni, hvor der venter træningskampe mod B.93, AaB og Vejle inden premieren på NordicBet Ligaen. Og målsætningen er klar for OB, der for alvor tager hul på livet i den næstbedste række i weekenden 18. til 20. juli:
- Som det er blevet sagt nogle gange fra både ejeren og direktøren, er det vores mål at rykke op i Superligaen igen. Det jagter vi, og så må vi lægge noget oven i det ønske, for vi har det nok til fælles med en hel del andre hold. Hvidovre vil som nedrykker også have samme ønske. Vi skal også skabe en forbedret platform, så vi kan stige i niveau, når vi så engang lykkes med at være i Superligaen, siger Troels Bech til TV 2 Fyn.
Han lægger ikke skjul på, at det er afgørende for OB at komme tilbage i Superligaen i første forsøg, for det kan blive dyrt at være 1. divisionshold gennem længere tid.
- Der er både nogle økonomiske forhold, og der er noget, der handler om selvforståelsen og det tab af brand, som vi oplever ved at rykke ned. Det er selvfølgelig endnu mere markant, hvis vi skal bruge flere år på at rykke op igen. Vi kan også se det på nogle af de andre klubber i landet, som har oplevet besvær med at komme op igen – Esbjerg som det værste eksempel – at det også gør noget ved hele fundamentet omkring en klub, hvis man bruger flere år i 1. division. Så det er ret vigtigt for os, siger Troels Bech.
Han henviser til den vestjyske traditionsklub Esbjerg, der i på få år gik fra bronzevinder i Superligaen i 2019 til 2.divisionsklub. EfB rykkede ud af Superligaen i 2020 og efter to sæsoner i 1. division, rykkede klubben endnu en række ned til 2. division i 2022. Først her i 2024 er det lykkedes vestjyderne at vende tilbage til 1. division og vejen til en Superliga-retur ser således lang ud. Den skæbne skal OB forsøge at undgå.
Her kan du se hele pressemødet, fra da Troels Bech blev præsenteret som ny sportsdirektør. Artiklen fortsætter under videoen.
To store opgaver
Med et populært udtryk skal Troels Bech anlægge motorvejen samtidig med, at han skal køre på den.
For Bech har i virkeligheden to opgaver i OB: På den korte bane skal sportsdirektøren sammensætte den trup, der skal sikre OB oprykningen til Superligaen, og samtidig fokuserer han også de store linjer omkring klubbens identitet og strategi, der skal føre klubben tilbage den bedste danske fodboldrække.
- Det er en spændende kombination. Når man kigger på de grundlæggende årsager til, at vi kunne rykke ud, handler det om ting, der er langt større end den enkelte sæson. Så når vi taler om målsætninger for den kommende sæson, så er resultatet en forsinket indikator på vores præstationer, siger Troels Bech, der skitserer nogle af de overvejelser, OB skal gøre sig som klub i den kommende tid.
Troels Bech
- Det handler først og fremmest om at skabe en forudsætning for præstationen. Og det har noget at gøre med at stille nogle spørgsmål: Hvordan får vi lavet vores arbejdsgange? Hvor tydelig kan vi være i vores spillestil? Hvor tydelig er vi i vores måde at gå til fodboldforretning på? Og det er jo for mig endnu vigtigere. For det vil afgøre, om det er muligt at rykke op, siger han.
En travl transfersommer
En af Troels Bechs væsentlige opgave denne sommer handler om sammensætningen af spillertruppen. Det ligger allerede fast, at spillere som Philip Helander, Tom Trybull og Sven Köhler forlader klubben, men der er spørgsmålstegn ved en lang række andre spillere.
Derfor forventer Troels Bech en travl transfersommer i OB, selvom det ikke er hans ønske.
- Jeg tror desværre, at det bliver svært at få til at passe med min ideelle indstilling, nemlig at man skal hele tiden have relativt få og helst rigtige forandringer i en trup. Men når man har underpræsteret, som vi har, når vi har rykket ud, og oplever den enorme skuffelse, som omgiver byen og omgiver klubben, så skal du ikke tage fejl af, at alle spillerne også er dødsskuffede. Og der er rigtig mange, der lige skal vænne sig til tanken om at spille i 1. division. Og nogen har umuligt ved at vænne sig til den tanke. Så det er da ikke utænkeligt, at der kommer til at være flere udskiftninger, end jeg i hvert fald har som præference. Så det bliver en travlt sommer, siger Troels Bech.
- Antalsmæssigt er vi så tilpas mange, så jeg tror, vi skal have færre ind, end vi siger farvel til. Og kunsten bliver så at sige farvel til de rigtige, tilføjer han.
Der venter altså et stort - og sandsynligvis dyrt - puslespil for Troels Bech og rekrutteringschef Jimmi Nagel, for det kan blive vanskeligt at sammensætte det rigtige hold, der gerne skal sikre oprykning i første forsøg.
En katapult tilbage til ligaen
OB befinder sig i en ny virkelighed som 1. divisionsklub, men selvom nu ikke længere er Superliga-klub, anser Troels Bech klubben som en attraktiv arbejdsgiver for mange spillere. Spørgsmålet er så, om det er de rigtige spillere.
- OB er suverænt den mest attraktive klub i 1. division. Og det er - gudskelov for det - en stor tiltrækningskraft i sig selv. Udfordringen vil jo, sådan lidt populært sagt, blive, at alle dem, der gerne vil til OB, de er sandsynligvis ikke gode nok til det, vi gerne vil.
1. division 2024/2025
- For vi vil nemlig gerne måle os op på, hvordan vi får lavet en katapult op igennem fodboldsystemet igen. Og dem, der kommer til os, fordi de tror, de kan klare sig her i 1. division, vil i udgangspunkt ikke være gode nok. Så det er en vanskelig øvelse. Så vi skal overtale nogen til at spille på et niveau, som vi har fælles tro på, at de er klart bedre end, siger Troels Bech.
Troels Bech blev præsenteret som ny sportsdirektør i OB mandag den 27.maj. Han har afløst svenske Björn Wesström, der blev fyret som fodbolddirektør i kølvandet på OB’s nedrykning til Superligaen.