Fodboldherrerne får guld om halsen til sommer, når der spilles VM i Rusland. Det tror i hvert fald landsholdets målmandstræner, Lars Høgh.
- Jeg tager da derover for at blive verdensmester, fortæller den tidligere OB-spiller til TV 2/Fyn.
Han tror på, at holdet har evnerne og henviser til kvalifikationskampen mod Irland, hvor Danmark kom bag ud 1-0, men alligevel kæmpede sig tilbage og sikrede de eftertragtede flybilletter til Ruslands hovedstad Moskva.
- Jeg havde sgu ikke set det komme, at det skulle blive så fremragende en kamp, men det beviser noget om den klasse, der er i det hold. De går uanfægtet til opgaven og arbejder videre og ender med at spille fremragende og vinde 5-1, siger Lars Høgh.
Miraklet i Moskva
Landsholdets cheftræner, Åge Hareide, og holdets assistenttræner, Jon Dahl, griner dog en smule af målmandstræneren, når han tror på medaljer til VM.
- Men vi er enige om, at vi er sindssygt svære at spille mod, og hvis vi tager en enkelt kamp ad gangen, kan det lade sig gøre. Det kan lade sig gøre for os at vinde alle kampene, siger Lars Høgh.
Han vedkender dog, at der vil blive tale om "Miraklet i Moskva", hvis Danmark vinder i Rusland.
- Det vil det jo være, hvis vi vinder.
- Men jeg synes også, det er den indstilling, vi er nødt til at gå ind i det med, siger Lars Høgh.
VM spilles i Rusland fra 14. juni til 15. juli.