Årets Sportsnavn på Fyn, Viktor Axelsen, er også populær blandt publikum. Med kun ti stemmer snuppede han også Publikumsprisen ved Sportslørdag foran den canadiske ishockeystjerne Dale Mitchell fra Odense Bulldogs.
Det er fynboerne, der har stemt verdensetteren ind som vinder af prisen i tæt løb mod blandt andre Bulldogs-angriberen, og det var dødt løb mellem de to indtil det sidste.
Også OB-målmand Sten Gryteburt, GOG-back Niclas Kirkeløkke og Odense Håndbold-målvogter Althea Reinhardt var nominerede til Publikumsprisen.
VM-guld og verdensetter
VM-guld, nummer ét på verdensranglisten og vinder af sæsonfinalen i Dubai. Viktor Axelsens cv siger det hele.
Kineserne, indoneserne, inderne og alle de andre måtte spejde langt efter Viktor Axelsen i 2017. Han har været nærmest urørlig.
Kronen på værket var naturligvis sommerens VM-titel. En titel, han fik blandt andet efter afgørende sejre over de evige rivaler fra Kina: Chen Long og Lin Dan.
Publikumsprisen uddeles til en sportsudøver på Fyn, som har betydet noget særligt for sit hold det seneste år.