Sundhedsudspil: Borgmester er bekymret for nærheden på Fyn

Svendborgs borgmester Bo Hansen (S) er betænkelig ved regeringens sundhedsudspil. Blandt andet stiller borgmesteren spørgsmålstegn ved de 21 sundhedsfælleskaber, hvor kun ét skal ligge på Fyn - i Odense.

Regeringens udspil til en ny sundhedsreform indebærer blandt andet nedlæggelse af de politisk valgte regionsråd. I stedet skal der være fem sundhedsforvaltninger og under dem 21 såkaldte sundhedsfællesskaber, der hver skal  dækker flere kommuner.

De skal bygges op omkring de nuværende akutsygehuse, og der er kun tænkt et sundhedsfælleskab ind på hele Fyn. Det skal ligge i Odense.

Her skal flere kommuners borgmestre sidde og føre sundhedspolitik, men borgmeter i Svendborg, Bo Hansen (S), er ikke sikker på, at han og de andre fynske borgmesterkollegaer er de bedste til den opgave.

- Jeg synes jo, at det er regionspolitikerne bestemt dygtigere til end borgmestrene. De har jo haft mange års træning på området. Og det med at vi skal sætte os ind i en bestyrelse, jamen det gør vi jo så, hvis det bliver besluttet. Jeg tænker bare, at den kommunale økonomi er et stort usikkerhedsmoment, og det er noget af det, der bekymrer mig. det kræver et stærkere grundlag under kommunerne, hvis vi skal ansvarliggøres i sygehusdriften også, siger Bo Hansen.

Flere penge skal styrke nærheden

VLAK-regeringen vil sammenlagt afsætte seks milliarder kroner til sundhedsvæsnet frem mod 2025. Penge, der ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal gå til at styrke nærheden i sundhedsvæsnet.

Men Bo Hansen er også skeptisk over for den del, hvis ikke der bliver tilført væsentlig flere penge til kommunernes sundhedsudgifter.

- Jeg har jo de sidste to budgetår som gode argumenter, hvor sundhedsudgifterne er steget med 20 millioner kroner begge år. Altså over 40 millioner kroner, uden vi har fået andet end et girokort. Vi har ikke fået en forklaring på hvorfor, siger borgmesteren og fortsætter:

- Der skal være en ro i et sundhedssystem, inden man tager så drastisk et skridt som det her. Med Svendborg Kommunes kassebeholdning, så kan vi ikke tage sådanne ekstraregninger mere end et par gange, så er der ikke flere penge i kassen. Så der skal være et stærkere økonomisk fundament bag sådan noget her.

Nærheden bliver ikke styrket

Med 21 sundhedsfælleskaber i hele landet og kun ét på Fyn, frygter Bo Hansen, at man bevæger sig længere væk fra borgerne, i stedet for at være mere nære, som regeringens udspil lægger op til.

- Tanken er jo at rykke sygehussystemet tættere på borgeren, i forhold til de ting, der skal løses, og det er jeg ikke sikker på, der ligger i den her struktur nødvendigvis, siger Bo Hansen.

Det har længe stået klart, at akutfunktionen i Svendborg forsvinder, når Nyt OUH står færdig. Det har Bo Hansen affundet sig med, men han ser gerne, at der i det nye udspil bliver tænkt en form for akutberedskab i det sydfynske, selvom den egentlige akutfunktion kommer til at have hovedsæde i Odense.

- Ja. Det tror jeg, alle vil mennesker vil, der bor uden for de større byer, fordi det jo er den tryghed, vi har behov for.

Oversigt

    Oversigt