Lokalt intiativ på Thurø forebygger livmoderhalskræft i Uganda

I Svendborg og på Thurø har lokalbefolkningen startet en organisation for at skaffe midler til blandt andet forebyggelse af livmoderhalskraft i en af Ugandas fattigste områder.

Der er langt fra Thurø til Busoga Regionen i Uganda.

Alligevel findes der et særligt bånd mellem de to steder.

Begge steder holder den frivillige læge Margrethe Juncker nemlig til.

I Uganda som frivillig læge på et hospice i Busoga Regionen og på Thurø som stifter af organisationen With a Little Help.

Og den organisation er der mange på Thurø og i Svendborg der bakker op om.

Ifølge Rolf Schat-Holm, der er frivillig, skyldes den store opbakning især, at Margrethe Juncker har en så unik historie.

- Organisationen startede her på Thurø, og man bliver smeltet lidt sammen, når man er fælles om at gøre noget godt.

- Men jeg tror også, at mange er med på grund af Margrethes særlige arbejde, som frivillig læge igennem de sidste 40 år, det synes jeg er sådan en god historie, forklarer han.

Børnedrøm

Fra Margrethe var helt lille, ville hun gerne være læge og bruge faget til at rejse rundt i verden og hjælpe andre.

Det har hun gjort i snart 40 år, hvor hun sammen med sin mand har bosat sig i flere afrikanske og asiatiske lande for at hjælpe, hvor hun kunne.

- Min mand og jeg besluttede os hurtigt for, at vi godt kunne leve for hans indtjening, så jeg kunne arbejde frivilligt og hjælpe de kvinder og børn, der havde mest brug for det.

Efter at have rejst meget rundt, slog Margrethe Juncker og hendes mand sig ned i Uganda, hvor hun blev tilkoblet som frivillig læge på Rays of Hope Hospice Jinja.

Hospicet hjælper den lokale befolkning med relativt lette indgreb, der kan forebygge sygdomme som for eksempel livmoderhalskræft og brystkræft. Det kan for eksempel være ved at uddele HPV-vacciner.

Margrethe Juncker blev inspireret af, at man med en lille indsats kan gøre en stor forskel, og derfor oprettede hun organisationen With a Little Help sammen med sin kollega og veninde Hanne Kryger, der er øre-, næse-, halslæge i Svendborg.

- Jeg har kendt Margrethe, siden vi var i tyverne, og jeg tænkte, hun er jo god for det, hun står for, så derfor ville jeg gerne starte det med hende, siger Hanne Kryger.

Hun har i den forbindelse også været nede at besøge Margrethe Juncker i Uganda, hvor hun var med til at hjælpe to patienter, der havde problemer indenfor hendes speciale som øre-, næse-, halslæge. 

Nederdele hjælper

For at sætte fokus på organisationens arbejde har Margrethe Junckers købt nederdele fra en syerske, der bor i Uganda, som man kan få tilsendt, hvis man donerer store nok beløb til organisationen.

- På den måde skaber vi lidt synlighed omkring organisationen, og får folk til at fortælle historier om, hvor nederdelen kommer fra, og hvordan de har fået den, fortæller Anna Rørbæk, der er Margrethe Junckers niece, og som frivillig hjælper med logistikken omkring nederdelene.

Margrethe Juncker har fået en syerske i Uganda til at sy nederdele, der kan gøre hendes hjælpe organisation mere synlig.
Margrethe Juncker har fået en syerske i Uganda til at sy nederdele, der kan gøre hendes hjælpe organisation mere synlig.
Foto: Arkiv: Sidsel Anna Husted Adamsen

Tanken bag With a Little Help er, at man med få midler kan gøre rigtig meget. Derfor koster det 50 kroner om året at være medlem, hvilket ifølge Margrethe Juncker er noget alle kan være med på.

- Vi kan jo alle sammen gøre noget for den, der står lige ved siden af, og hvis har chancen, jamen så så er det jo ikke det store at betale 50 kroner for et medlemskab, det kan de fleste godt være med på, siger hun.

Lige nu har With a Little Help 350 medlemmer, som primært kommer fra Svendborg- og Thurø-omegnen. Med den støtte, som medlemmerne giver, finansierer de i dag 23 procent af hjælpearbejdet hos Rays of Hope Hospice Jinja i Uganda, der hvert år hjælper 1250 patienter.

Oversigt

    Oversigt