Nina drømmer om at blive tømrer: - Når de andre løfter 20 kilo, skal jeg løfte 100 for at bevise mit værd

Det er svært for kvinder at komme ind i de mandsdominerede fag, og i dag er kun 11 procent af de beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen kvinder.

- Jeg går med drømmen om at blive tømrer, og med den drøm har jeg brug for hjælp - nemlig en mester!

Sådan lyder det i et facebookopslag.

Det er ikke helt uvant at se opslag af den kaliber, men typisk kommer sådan et opslag fra en ung mand, der søger en læreplads.

I tilfældet her kommer opslaget fra 19-årige Nina Hartmann.

- Det er bare et fag, der giver mening i mit hoved, siger hun. 

Selvom tømrerfaget giver mening for Nina Hartmann, har det ikke været uden problemer for hende at starte uddannelsen. 

- Jeg har fået så mange kommentarer om min kropsvægt, mit udseende og om at det jo bare er dømt til at gå galt, når en kvinde vil være tømrer, siger hun.

- Når andre skal løfte 20 kilo, så skal jeg løfte 100 kilo for at bevise mit værd. 

Den 19-årige kvinde fra Tåsinge er vokset op i en håndværkerfamilie, hvor både mor, far og bedsteforældre har forskellige håndværksuddannelser.

- Det har også bare rustet mig til bedre at kunne håndtere sådan nogle ting, siger hun.

Nina Hartmann kan godt lide jargonen i værkstederne, men når kommentarerne bliver personlige, så bliver det for meget for hende. 

- Jeg er jo på uddannelsen for at lære, ikke for at blive udstillet, siger hun. 

Store udfordringer for kvinder i håndværkerfag

Netop udfordringer, som dem Nina Hartmann har oplevet, er ikke enestående. Det opdagede direktør i projektet Boss Ladies, Nina Groes, tilbage i 2018. 

Hun talte med en håndfuld kvindelige håndværkere om deres udfordringer. 

- På trods af modstand fra mor, far, klassekammerater, uddannelsesvejleder, problemer med at finde læreplads, svært at være den eneste kvinde, kunder der så skævt til dem og til trods for alle de fordomme, var de der stadigvæk, fordi de brænder for deres fag og er skide dygtige til det, siger hun.

Efter den snak stiftede hun Boss Ladies, der i dag har samarbejder med blandt andet Den Forberende Grunduddannelse, FGU, om at få flere kvinder i håndværkerbranchen. 

I dag har projektet masser af unge kvinder, der fungerer som rollemodeller. 

- "If you can see, you can be it", beskriver direktør Nina Groes Boss Ladies' værdigrundlag, der i bund og grund handler om at nedbryde stereotyper og gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive. 

Færre kvinder end man lige tror

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i slutningen af 2022 var 11,2 procent kvinder i bygge- og anlægsbranchen. 

Det tal er dog i følge Nina Groes markant lavere. 

- De 11,2 procent indeholder også alle dem, der arbejder i administrationen og på kontor i branchen. Reelt er det kun omkring fire procent, der rent faktisk arbejder som håndværkere, siger hun. 

Ifølge Nina Groes fra Bossladies er 11,2 procent kvinder i bygge- og anlægsbranchen langt fra nok. 

- Når der er så markant efterspørgsmål på faglært arbejdskraft, er det vigtigt, vi sætter hele talentmassen i spil - også kvinderne, siger hun. 

Ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil der i 2030 mangle 99.000 faglærte i Danmark. 

19-årige Nina Hartmann håber også på at se flere kvinder i branchen i fremtiden. 

- Man burde kunne gøre, lige hvad man havde lyst til. Så hvis der er flere kvinder, der vil være i håndværksbranchen, så skal vi helt sikkert have flere, siger hun.  

Kræver tidlig indsats

Tal fra Dansk Industri viser, at andelen af unge, der søger en erhvervsuddannelse efter grundskolen, er faldende. 

I 2011 søgte 25 procent af eleverne i Region Syddanmark en erhvervsuddannelse, mens det tal ti år senere er faldet til 23 procent. 

Det kræver en tidlig indsats, for at få flere unge til at søge mod erhvervsuddannelserne. 

For selvom direktør i Boss Ladies Nina Groes oplever en stor respekt for, at nogle vil noget andet, så er der stadig en stor barriere i, at unge og især kvinder ikke kender til håndværksfagene. 

- I nogle af de mest kønsopdelte brancher er det vigtigt, at vi arbejder med at få nedbrudt de stereotyper, der er, fordi det åbner muligheder for de unge, siger hun.

Senest har reformkommisionen foreslået at afskaffe 10. klasses-året, for i stedet at oprette en to-årig ungdomsuddannelse, der skal kombinere praktisk og boglig undervisning. 

Forslaget skal være med til at få flere unge til at søge mod erhvervsuddannelser i stedet for gymnasiet. 

Nina Hartmann har også selv haft håndværk inde på livet helt fra barnsben, og tror også det er der, hendes kærlighed til håndværksfaget stammer fra. 

Nina Hartmann har efter sit opslag på Facebook fået læreplads i Stenstrup og glæder sig til at starte. 

Flere steder kan man allerede som ung, blive rigtig dygtig til de håndværksmæssige fag. Det gælder for eksempel i Langeskov, hvor man kan gå til håndværk.


Oversigt

    Oversigt