Torsdag aften fyrede den britiske rockgruppe Depeche Mode op for en seksstjernet koncert i Tusindårsskoven, da de erfarne briter indtog rollen som hovednavn på 2018-udgaven af Tinderbox.
TV 2/Fyn har fået lov til at vise et uddrag fra bandets tre første numre, heriblandt 90’er-hittet “It’s No Good”. Sangen er fra albummet Ultra, der blev udgivet i 1998.
Koncerten startede med et af bandets nyere og mindre kendte numre, “Going Backwards” fra 2017. Herefter fulgte “It’s No Good” og “A Pain That I’m Used to” - fra Playing the Angel-albummet fra 2005 (se uddrag fra alle tre sange i bunden af artiklen)..
Synthfest i provinsen
BT kalder koncerten for en "magtdemonstration", og musikmagasinet Gaffa beskriver koncerten som en "stærk synthfest i provinsen". Fyens Stiftstidende kvitterede med seks stjerner.
Det spillede Depeche Mode i Tusindårsskoven
Selv den ellers så kræsne Thomas Treo fra Ekstra Bladet overgiver sig. Han roser bandet for sit populistiske sæt, hvor hits og store klassikere blev prioriteret over sange fra Depeche Modes skuffende seneste album, "Spirit".
Alle anmelderne er enige om, at Depeche Mode forkælede publikum, ikke kun med hits, men også med krystalklar lyd, som står i skærende kontrast til Heartlands udskældte koncertlyd.
Ikke kun for de "gamle"
Luna Sofia på 18 år blev trukket med på Tinderbox af sin mor, der er stor Depeche Mode-fan. Selvom bandet snart har 40 år på bagen, så synes Luna Sofia stadig at det går rent ind.
- Jeg synes koncerten var vildt god, men de er altid gode og leverer altid for deres publikum, siger hun.
Og Luna Sofia er ikke den eneste, som valgte Magicbox fra torsdag aften og nat, for at se de aldrende synth-rockere levere en "magtdemonstration".