Flere krydser jernbanen ulovligt:
- Vi får et chok hver gang, siger lokomotivfører
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Antallet af såkaldte sporløbere – personer, der krydser jernbanen andre steder end ved overgangene – er stigende på Fyn.
- Det er en virkelig grim oplevelse, man for alt i verden bare gerne vil undgå.
Kent Jensen er lokomotivfører hos DSB. Et job som kan medføre voldsomme oplevelser, når personer forsøger at krydse skinnerne andre steder end i overkørslerne.
Og netop det sker oftere og oftere.
Ifølge nye tal Banedanmark skete der 65 gange på Fyn i løbet af de første seks måneder i 2022. I 2021 var det tilsvarende tal 40.
- Vi oplever det som et stigende problem i hele landet. Det er en påvirkning, vi bliver udsat for hver gang. Vi er i tvivl, når nogen passerer sporet, hvor de ikke må, om de når over – eller om det er et bevidst valg, at de ikke vil være her mere og bare bruger os som et redskab, siger Kent Jensen, der udover at være lokomotivfører også er kørelærer ved DSB.
Hvert år dør mellem tre og syv mennesker, fordi de bliver påkørt af et tog, mens andre bliver kvæstet i større eller mindre grad. Personpåkørsler er dermed den type af jernbaneulykker, som er skyld i flest tilskadekomster.
Kent Jensen kalder det en voldsom og grim oplevelse for lokomotivføreren, når der pludselig er personer på sporet foran et kørende tog.
- Vi får et chok, hver gang vi ser noget, som ikke skal være i sporet. Om de når væk, eller om vi kan nå at stoppe toget, inden det værste skulle ske, at vi rammer dem. Man ved jo, at det er en person, som højst sandsynligt så ikke er her mere, vi har ramt. Sandsynligheden for at overleve er minimal, siger lokomotivføreren.
Middelfart stikker ud
På Fyn er det især i Middelfart, der i årets første seks måneder har haft mange hændelser med de såkaldte sporløbere. Fra januar til og med juni i år er der registreret 11 tilfælde, sidste år var tallet blot fire.
- Middelfart ligger uforholdsmæssigt højt i forhold til, hvor stor byen er, og hvor mange der benytter stationen. Men vi er gået fra et højt niveau til et endnu højere niveau, siger Martin Harrow, der er sikkerhedschef i Banedanmark.
Næstflest fynske hændelser er registreret på Odense Banegård med ti, dernæst Fruens Bøge i det sydlige Odense med otte og Svendborg med syv. Men faktisk er det sket på samtlige fynske stationer i løbet af første halvår af 2022.
Det er lokomotivførerne, der står for at indrapportere det til Banedanmark, når de oplever, at der er mennesker i sporet. Det kan være personer, der ønsker at skyde genvej på tværs af banen. Andre gange er det graffitimalere eller folk, der er berusede, eller som har tabt noget i sporet.
- I visse tilfælde kan vi også se, at det er forbundet med hærværk og den slags ting. Men der er også en række sager, hvor det er helt almindelige mennesker, der vælger at krydse sporene, fordi det er en måde måske at spare halvandet minut på.
- Og det vil vi virkelig gerne advare imod, siger Martin Harrow.
Kampagne på vej
Netop derfor indleder Transportministeriet sammen med Banedanmark onsdag en kampagne, som skal få os til at tænke os om en ekstra gang, hvis vi overvejer at løbe over sporene andre steder end i de autoriserede overgange.
- Vi vil godt have folk til at stoppe med at løbe over skinnerne. Det er dødsensfarligt for dem, der løber over, og dybt traumatiserende for de lokoførere, der risikerer at køre folk ned, siger transportminister Trine Bramsen (S) til TV 2 Fyn.
I første halvår af 2022 var der 733 indberetninger om ulovlig færdsel i sporet på landsplan. Det er næsten 200 flere end i første halvår 2021.
- Det sker i alt for stort omfang.
- Det er så store tal, at det ikke bare er en pludselig indskydelse, det ligner mere en tendens, siger den fynskvalgte minister.
Skærpet straf
Kampagnen, som kommer til at være synlig på sociale medier og på plakater på stationerne, sætter fokus på, hvor farligt det er at bevæge sig ud på sporene. Ministeren håber, at det kan få os til at tale mere om det.
- Også at det kan blive noget, vi reagerer på, når vi ser nogen, der er på vej over sporene. En ting er, at man bringer sit eget liv i fare, men en anden ting er, at man skader andre mennesker. Både dem, der sidder i togene og dem, der står og ser på. Det er meget, meget voldsomt, siger Trine Bramsen.
Ministeren lufter også muligheden for at gå efter skærpede straffe til dem, som ikke kan finde ud af at overholde reglerne omkring jernbanerne.
- Jeg er ikke afvisende over for at tage strafredskabet i brug i form af bødestraf eller hårdere konsekvenser. Det er hamrende farligt, så det at kigge på konsekvenserne og give en lærestreg, hvis man forbryder sig mod reglerne, kan være et bedre redskab i vores redskabskasse, siger Trine Bramsen.
Det kan også gå galt, når man ikke er opmærksom omkring letbanen i Odense. Fra april til august har letbanen været involveret i 13 ulykker.