- Hold da op! Det synes jeg faktisk er lidt uhyggeligt, siger Rikke Agnete Tolstrup, da hun hører, at antallet af mørkeulykker for børn i alderen ti til 14 år er steget med knap 74 procent på et år.
Rikke Agnete Tolstrup er en af mange cyklister, der suser forbi Cortex Park i Odense. På farten modtager hun en refleks.
Hver anden bilist oplever problemer med at se fodgængere og cyklister i mørke, viser en Epinion-undersøgelse af Rådet for Sikker Trafik. Derfor blev der denne morgen uddelt reflekser til forbipasserende bløde trafikanter i Odense.
Så meget betyder reflekserne
Dystre tal for mørkeulykker
På de fynske skadestuer blev der i 2022 registreret 92 trafikulykker i mørke - alene blandt de ti- til 14-årige. Det viser tal fra Ulykkes Analyse Gruppen (UAG) ved Odense Universitetshospital.
I alt blev der registreret 1.196 ulykker i 2022, hvilket er en stigning på 74 procent i forhold til 2021, hvor 689 ulykker blev registreret.
Blandt de 15- til 17-årige er antallet af mørkeulykker steget med 17 procent - fra 1313 ulykker i 2021 til 1547 ulykker i 2022.
- Når det er mørkt, har en bilist kun omkring 25-30 meter til at se dig. Med synlige reflekser på tøjet bliver afstanden øget til hele 130-140 meter, hvilket giver føreren af bilen ekstra tid til at reagere i, siger Anne Mette Toftegaard, viceadministrerende direktør i Alm. Brand Group og forperson for Børneulykkesfonden.
- Denne lille forskel i synlighed kan være altafgørende for at forebygge alvorlige ulykker i trafikken og potentielt være med til at redde liv, siger hun.
Huskeregler ved brug af reflekser
I alt bliver der uddelt knap 50.000 reflekser rundt i hele Danmark til årets refleksdag.