Det er ikke andet 14 dage siden, at Forbrugerombudsmanden meldte seks låneudbydere til politiet for vildledning af deres låneprodukter.
Samtidig fik ni udbydere gennemgået deres udlånspolitik - den såkaldte kreditværdighedsvurdering.
Blandt andre Thorborgs 3C Retail har tidligere fået indskærpelser af Forbrugerombudsmanden om at blive bedre til den disciplin. Kunderne skal have et rådighedsbeløb, så de kan betale lånene tilbage.
Men det er også galt i banksektoren.
Det viser Finanstilsynets gennemgang af forbrugslån i Bank Norwegian, Basisbank, Coop Bank, Ikano Bank, Lån & Spar Bank og Santander Consumer Bank.
Finanstilsynet konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at kreditværdighedsvurdering af forbrugere i flere tilfælde ikke er tilstrækkelig i forhold til kreditaftaleloven om at kreditværdighedsvurdere forbrugere inden indgåelse af en kreditaftale.
Man sætter dog ikke navn på skurke og helte blandt de seks banker.
Finanstilsynet vurderer i lighed med Forbrugerombudsmanden, at pengeinstitutterne altid skal indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Oplysningerne kan indhentes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbureauer.
Det er første gang, Finanstilsynet undersøger, om og hvordan pengeinstitutter foretager en kreditværdighedsvurdering af forbrugere, når de yder forbrugslån.
Selv om det ikke fremgår udtrykkeligt af kreditaftalelovens § 7 c, at en kreditgiver ikke må indgå en kreditaftale, hvis kreditværdighedsvurderingen viser, at forbrugeren ikke vil være i stand til at tilbagebetale de forudsatte ydelser, vil det det efter Finanstilsynets opfattelse være i strid med ”god skik”-forpligtelsen til at drive virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis for virksomhedsområdet, hedder det i en konklusion af undersøgelsen.
Finanstilsynet forventer at følge op på undersøgelsen af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering indenfor 12 måneder med henblik på at afdække, om institutterne overholder kreditaftalelovens § 7 c.
Opfølgningen vil sigte bredere end mod de seks pengeinstitutter, der indgår i undersøgelsen, oplyser Finanstilsynet.
Finanstilsynet står til at overtage alle tilsynsopgaver fra Forbrugerombudsmanden, hvis regeringen får et nyt lovforslag igennem.
Torsdag skal forslaget udvalgsbehandles i Folketinget.
På forhånd er S, SF og Enhedslisten kritiske overfor forslaget.