I en kælder tæt på stadion hviskede OB-chefen for første gang ordet "trænerfyring"
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En mørk sky har hele sæsonen hængt over Odense Stadion. Det bliver tydeligt i TV 2 Fyns nye sæson af "En gang Odense, altid Odense," der har premiere i dag, hvor nedrykningstruede OB samtidig spiller skæbnekamp på hjemmebane mod Lyngby.
OB’s daværende vicedirektør Steffen Nielsen vidste, hvad der ventede ham og hele klubben de følgende dage.
Endnu mere krisesnak.
Efter et forsmædeligt 0-3-nederlag til Silkeborg i ottende spillerunde var holdet nu nede på niendepladsen. Sølle otte point havde man skrabet til sig i sæsonen, og der blev allerede talt om et hjemmebanekompleks, der skulle vise sig at blive uoverskueligt meget værre og definerende for sæsonen.
Det var fynboerne dog lykkelig uvidende om denne ydmygende septemberaften.
Steffen Nielsen travede fra sin plads på tribunen, ud i den silende regn, ned på grønsværen og tværs over banen sammen med de stribebærende superligaspillere. De smuttede ned i spillertunnellen og helt hen til Atletikstadion ved siden af Odense Stadion, hvor de forsvandt ind i omklædningsrummet, langt væk fra rasende fans og nysgerrige medier.
Det er hér, at anden sæson af TV 2 Fyns dokumentarserie "Engang Odense altid Odense" begynder. Første afsnit kan man se nu på tv2fyn.dk og Viaplay og søndag klokken 19.30 i TV 2 Fyns nyhedsudsendelse. Her bliver det tydeligt, hvordan klubben igennem hele sæsonen har haft en mørk sky hængende over Odense Stadion.
En slags status
Nede i den smalle gang uden for omklædningsrummet stod Steffen Nielsen og OB’s direktør Björn Wesström tæt.
Begge havde de hænderne i lommerne, og begge var bekymrede. Spillere i bare maver og shorts hængende nede om numsen kom sjoskende ind mellem dem, mens de to ledere gjorde en slags status.
- De næste par dage kommer der den her krisesnak, trænerfyring og hele puljen. Vi har fået 1,0 point i gennemsnit, og det er det, de vil tage fat i. Det skal vi bare være klar til at stå på mål for, sagde Steffen Nielsen lavmælt til Björn Wesström, der responderede med et endnu mere lavmælt “ja”.
Og vicedirektøren fik ret.
Spørgsmålet trængte sig på
Til træningen i Ådalen dagen efter var journalisterne mødt talstærke op. TV 2 stillede det spørgsmål, som er det, de fleste stiller sig, når det går dårligt for et fodboldhold: Skal træneren fyres?
Björn Wesström svarede hurtigt, at cheftrænerposten altid er en del af overvejelserne.
- Vi ønsker det bedst mulige setup til den strategi, vi har. Så det vil altid være en overvejelse, lød det.
Andreas Alm var dermed ikke fredet, og nu skulle han forholde sig til krisen. Hvad ærgrede ham mest, ville journalisterne vide.
- At vi ikke har vundet på hjemmebane, sagde han og tænkte på sæsonens indtil videre to uafgjorte og to tabte kampe på Odense Stadion.
- Jeg synes, at da Silkeborg i går kom foran 1-0, var spillerne mærket af de fire tidligere kampe. Man vil så gerne vinde for fansenes skyld, at det er for tung en byrde.
Man kan ikke drømme
OB har før haft en svær start på en sæson. I 2014 havde man efter otte runder kun fået seks point. I 2018 havde klubben formået at få to point efter seks kampe. Og så var der 2022, hvor OB stadig kun havde et point fem runder inde i sæsonen.
Dårlige begyndelser er man efterhånden vant til i Odense, men man har som minimum klaret sig og holdt sig i Superligaen.
Efter den for OB-fansene deprimerende oplevelse mod Silkeborg i september var der efterhånden ikke meget optimisme tilbage.
- Man kan ikke drømme som OB-fan, som det er lige nu, lød det i podcasten ‘Stemmer fra Ådalen’.
Men det skulle blive meget værre.
Monumental krise
I Herning tabte fynboerne til FC Midtjylland, og så ventede Lyngby i 10. spillerunde på det alt andet end uindtagelige Odense Stadion.
TV 2’s fodboldekspert Morten Bruun havde forinden været tydelig i sin klumme, der havde overskriften “OB bør fyre Andreas Alm”. Nede i teksten havde han skrevet:
- Lige nu er jeg bange for, at Andreas Alm er det, jeg i mangel af et bedre dansk udtryk, vil kalde for Dead Man Walking i OB.
Der var pres på cheftræneren, og inden Lyngby-kampen blev han af Viaplay spurgt om, hvor fyringstruet han følte sig. Efter en lang, vævende tænkepause svarede han:
- Det har jeg ikke tænkt så meget på.
Men i de bløde, blå OB-sæder ved udskiftningsbænken sad Steffen Nielsen og Björn Wesström og talte sammen.
- Jeg er med på, at vi spillede en disciplineret fodboldkamp i Hobro, sagde Steffen Nielsen om den pokalpligtsejr, man få dage forinden havde fået ude mod 1. divisionsklubben Hobro.
Han fortsatte og hæftede sig ved de udskiftninger i startopstillingen, som Andreas Alm havde foretaget:
- At han så vælger at bytte helt om i dag, må han have sine tanker og idéer omkring. Jeg kan ikke svare dig på, om det er rigtig eller forkert, før kampen er spillet.
Da dommer Aydin Uslu et par timer senere fløjtede kampen af ved stillingen 1-2 til Lyngby, kunne de 7.630 tilskuere på Odense Stadion endnu engang tage sig til hovederne, tørre tåre væk og sende buh-råb og langefingre af sted mod spillerne, mod trænerne og mod ledelsen.
De vidste det godt, men hørte det ikke, da kommentatoren inde i fjernsynet konkluderede, at nu var OB’s krise monumental.