Det potentielle salg af Fjernvarme Fyn har i det seneste uger skabt stor debat i Odense. Byrådet er dybt splittet, og både Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Enhedslisten er imod salget.
Onsdag vil en del af modstanderne samles til en offentlig demonstration mod salget. Demonstrationen kommer til at foregå fra klokken 16 til 17 på Flakhaven i forbindelse med byrådsmødet, der starter klokken 17 – og hvor byrådsmedlemmerne ad flere omgange skal drøfte forskellige dele af salget.
Blandt talerne til demonstrationen er Enhedslistens Reza Javid og den konservative rådmand Søren Windell.
- Det er vigtigt, at vi får vist vores modstand mod salget af Fjernvarme Fyn. Debatten om salget kører meget frem og tilbage, og borgmesterpartiet (Socialdemokratiet, red.) lurepasser og vil ikke rigtig melde noget ud. Men vi synes helt ind i vores knogler, at det er forkert at sælge Fjernvarme Fyn, og det, synes vi, er vigtigt at få vist, siger Søren Windell til TV 2 Fyn.
Kommunister og konservative
Flere af de øvrige talere er fra den yderste politiske venstrefløj, når både Enhedslisten og arrangørerne af demonstrationen fra Arbejderpartiet Kommunisterne, der har udgangspunkt i stalinismen, skal ytre deres holdninger til salget af Fjernvarme Fyn.
Det generer ikke den konservative rådmand det mindste at skulle demonstrere sammen med hvad der ellers normalt er politiske modstandere.
- Vi har været sammen med Enhedslisten i mange sager, også i byrådssager. Og vi kæmper her den samme sag. Det har vi det helt fint med. Man kan godt være uenige ud fra et ideologisk standpunkt, men man kan samtidig også godt være enige om enkeltsager. Og der skal vi da bruge alle de gode kræfter, vi kan samle. Det viser jo bare, hvor bred en opbakning, den her sag har; at vi gerne vil værne om vores kommunalt ejede fjernvarme, siger Søren Windell.
Borgermøder
Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) har på vegne af Odense Byråd inviteret interesserede borgere i Odense til fire borgermøder, hvor salget og perspektiverne drøftes.
De to første møder blev afholdt i sidste uge, og dem giver den konservative rådmand ikke meget for.
- Jeg synes ikke, at konceptet fungerer ret godt med først et langt oplæg fra kommunen. Borgmesteren deltager ikke rigtig i debatten, men sidder bare på en stol og har en anden til at skyde på nejsigerne. Jeg synes ikke, at debatten fungerer. Det er blevet en talkrig, som mest handler om at bruge pengene fra salget. Det er blevet en velfærdskrig, men det handler om fjernvarme og om ikke at forære vores værdier væk, siger Søren Windell.
Antallet af deltagere til borgermøderne er på grund af coronaviruspandemien begrænset 100 på hvert møde, hvilket er inklusiv de politiske repræsentanter, presse med videre.
Derfor ser Søren Windell frem til at deltage i demonstrationen på onsdag.
Vi synes helt ind i vores knogler, at det er forkert at sælge Fjernvarme Fyn, og det, synes vi, er vigtigt at få vist
- Vi kommer for at vise vores politiske modstand. Borgerne kan kun vise deres modstand med læserbreve og til de her borgermøder – og der er meget begrænset deltagelse, fordi der kun er nogle få stykker, siger Søren Windell.
Corona
Han opfordrer deltagerne til demonstrationen til at følge de gældende corona-retningslinjer og passe på hinanden til onsdagens demonstration på Flakhaven.
- Corona vil jo nok betyde, at mange ikke vil komme. Så vi skal ikke forvente et folkehav, som vi tidligere har set ved demonstrationer på Christiansborg. Mange vil formentlig gerne have været med, men tør ikke af respekt for corona. Så vi opfordrer til at følge retningslinjerne, siger Søren Windell.