Skoler smuldrer: Kan fjernvarmesalget give penge til renovering?
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Salget af Fjernvarme Fyn kan give penge til renoveringer på odenseanske skoler. Og det er tiltrængt på Provstegårdskolen i Odense, hvor skolens ydre er ved at falde fra hinanden.
- Vi har nogle vinduer og døre, som begynder at smuldre.
Skoleleder Annemette Hovmand Petersen peger på vinduerne på Provstegårdskolen i Odense. Det er en af de skoler i Odense, der godt kunne trænge til en kærlig hånd.
Pengene til de renoveringer kan findes ved at sælge Fjernvarme Fyn, mener Socialdemokratiet.
- Vi mangler penge til velfærdsområdet, og derfor skal vi undersøge muligheden for et salg af Fjernvarme Fyn for at finde nogle penge, siger viceborgmester i Odense Tim Vermund (S).
Pengene kan findes uden et salg
Men det er ikke den eneste måde at finde pengene på. Det mener Venstres politiske ordfører i Odense, Christoffer Lilleholt, der er imod salget af Fjernvarme Fyn. Han regner med, at man kan trække mellem 20 og 30 millioner kroner ud overskuddet fra Fjernvarme Fyn hvert år.
- Vi har foreslået at tage nogle penge ud af Fjernvarme Fyn, fordi der er et overskud, siger Christoffer Lilleholt.
Men det regnestykke køber Socialdemokratiet ikke.
- Det lød for godt til at være sandt. Vi har undersøgt hans forslag, og der er ikke de penge i det. Vi skal hen til 2067 for at få realisereret det samme beløb, som hvis vi sælger fjernvarmen, siger Tim Vermund.
Skolefusion: Millioner på vej til renovering af Vollsmoseskole før tid
Selv om sammenlægningen af to Vollsmose-skoler ikke er vedtaget politisk endnu, bør Abildgårdskolen moderniseres for 56,6 millioner kroner, så den er klar, siger børn- og ungerådmand.
Politikerne i Odense skal i næste uge afgøre, om lokale håndværkere skal i gang med at fikse udendørsarealer og klasselokaler for et større millionbeløb på Abildgårdskolen i Odense.
Det mener børn- og ungerådmand Susanne Crawley fra Radikale Venstre er en god idé, særligt set i forlængelse af de politiske planer om at lægge to Vollsmose-skoler - H.C. Andersen Skolen og Abildgårdskolen - sammen til én skole næste år.
- Vi vil gerne holde hånden under det lokale erhvervsliv under coronakrisen, set i sammenhæng med at vi skal bruge nogle anlægsmillioner til at sammenlægge de to skoler, siger Susanne Crawley til TV 2/Fyn.
56,6 millioner kroner
Abildgårdskolen står til at blive renoveret og moderniseret for 56,6 millioner kroner. Sammenlægning af de to skoler er dog ikke vedtaget politisk endnu.
- Vi forventer, at sammenlægningen af de to skoler bliver vedtaget i næste uge, siger Susanne Crawley.
Det er blandt andet udendørsarealer, klasselokaler og sfo-lokaler, der står til at blive moderniseret.
Rådmand: Det haster
Den radikale rådmand ser ikke noget problem i, at den politiske beslutning om at sammenlægge de to skoler ikke er truffet endnu.
- Man kan altid vente, men jeg synes, det haster. Hvert eneste år vi ikke gør noget i Vollsmose, ændrer vi heller ikke på de børneliv, som jeg synes er uretfærdige for nogle børn. For mig haster det, forklarer Susanne Crawley, der håber på, at Abildgårdskolen i fremtiden kan blive en flot og moderne skole.
Jane Jegind (V), der er by- og kulturrådmand i Odense, er enig i, at Abildgårdskolen skal renoveres hurtigst muligt.
- Abildgårdskolen er noget, vi skal have lavet. Der er blandt andet et påbud fra Arbejdstilsynet, og der er snak om sammenlægning af to skoler, siger Jane Jegind.
- Det er en klog beslutning at få det lavet nu, for så kan vi spare noget efterfølgende, siger hun.
Venstre: Beslutningerne hænger sammen
Hun mener heller ikke, det er et problem, at den politiske beslutning om at sammenlægge skolerne ikke er taget, og by- og kulturrådmanden peger på, at der tegner sig et bredt politisk flertal for det.
- De to beslutninger hænger sammen. Vi kan ikke vedtage en sammenslutning, vel vidende der er en skole, de ikke kan rykke ind på, fordi der er nogle påbud, og der er behov for at lave nogle forandringer. De to ting skal tages samtidig, forklarer hun.
Byrådet i Odense skal i næste uge afgøre, om de to Vollsmose-skoler skal sammenlægges, og hvorvidt Abildgårdskolen skal moderniseres for 56,6 millioner kroner.
Forbedre integrationen i Vollsmose
Efter planen skal de to skoler sammenlægges til én skole gældende fra skoleåret 2021/2022 i et forsøg på at forbedre integrationen i Odense-bydelen.
Allerede i foråret 2020 startede de børn, der oprindeligt skulle i forårs-sfo på H.C. Andersen Skolen, dog i forårs-sfo på Abildgårdskolen.
I august næste år skal de 305 elever fra H.C. Andersen Skolen flyttes over på Abildgårdskolen, så de i alt 750 elever i Vollsmose samles på én og samme adresse under samme skoledistrikt.
Venstre: Drop letbanens etape to
Omvendt frygter Christoffer Lilleholt, at et salg af Fjernvarme Fyn vil få priserne på varme i Odense til at stige.
- Socialdemokraterne kan ikke garantere, at når de sælger Fjernvarme Fyn, at varmepriserne holder sig i ro, siger Christoffer Lilleholt.
I stedet for vil han finde penge til velfærd flere steder fra.
- Når vi skal investere i velfærd, og vi skal investere 1,8 milliarder kroner i velfærdens bygninger, er det klart, at det ikke er penge, vi finder ét sted. Det gør man heller ikke, hvis man sælger Fjernvarme Fyn, siger Christoffer Lilleholt.
- Et af stederne bliver helt klart letbanens etape to, hvis Venstre bestemmer. Så skal vi kigge på at trække nogle penge ud af Fjernvarme Fyn, som vi har foreslået et par gange, fortsætter han.
Er det ikke et sidespark at smide letbanens etape to ind i debatten om salget af Fjernvarme Fyn?
- Bestemt ikke. Når vi skal investere i velfærdens bygninger, skal der bruges penge fra rigtig mange steder. Vi sætter os imod et salg af Fjernvarme Fyn, for det er en al for stor usikkerhed for varmeforbrugerne.
Som det ser ud nu, er Radikale Venstre og SF for et salg, mens Konservative, Dansk Folkeparti og Enhedslisten er imod salget.
Dårligt indeklima og arbejdsmiljø
Lige meget hvor pengene skal komme fra, er det en stor nødvendighed ude på skolerne.
Provstegårdskolen i Odense blev bygget i 1967 og er ikke blevet renoveret siden. Det har resulteret i slidte vinduer og døre, og det har stor betydning for lærere og elever.
- Der bliver voldsomt varmt i sommerperioderne, og i vinterhalvåret har vi udfordringer med, at det blæser ind ad vinduerne, så der har vi radiatorer stående, så de kan holde varmen, siger skoleleder Annemette Hovmand Petersen.
Skolelederen fortæller, at det også går ud over fagligheden.
- Det går ud over motivation og arbejdsglæde. Når man skal forberede sig i et rum, hvor man kun kan tænke på, hvor meget man fryser, siger hun og fortsætter:
- Det vil gøre noget for børnenes læring at få bedre indeklima. Man kan klare det nogle timer, men når man når over middag, skal man tænke kreativt for, at koncentrationen holder.